Titusinder af danskere tager hvert år til Kreta, som da også byder på både sol og strand, natur, kultur og lækker, græsk mad.

Søndag aften udspillede der sig et drama på liv og død ikke langt fra ferieparadiset.

Nær den lille ø Gavdos, som ligger lidt syd for Kreta, sank en båd med migranter.

En person er død og 25 savnes fortsat, oplyser den græske kystvagt ifølge flere medier. Herunder Greek City Times

»51 personer blev samlet op af to både i området,« udtaler en talsmand for den græske kystvagt ifølge norsk TV 2.

Der var ifølge kystvagten 77 personer om bord, da båden sank.

Kreta og Gavdos, som ligger omkring 320 kilometer fra Libyens kyst i Nordafrika, er yndede mål for migrantbåde med personer, som ønsker at søge asyl i Grækenland.

Ifølge det græske immigrationsministerium er antallet af migranter, som er ankommet til landet, dog faldet fra omkring 61.000 om året frem til august 2025 til 42.000 de følgende 12 måneder.

Det er endnu uvist, hvorfor migrantbåden sank.