Drama i Washington lukker Trump-arrangement: 'Folk kollapser'
Flere får behandling på stedet, siger B.T.s redaktør i USA.

Flere får behandling på stedet, siger B.T.s redaktør i USA.

Der skulle have været koncerter. I stedet blev området ryddet for mennesker.
Fredag har amerikanske myndigheder måttet lukke midlertidigt ned for et stort statsligt arrangement i Washington D.C., fordi folk begyndte at dejse om.

Det rapporterer B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, som er til stede i Washington.
»Jeg har set flere få behandling,« siger Elkjær. En ældre dame måtte blandt andet lægges i væskedrop, fortæller han.
Årsagen er ekstrem varme, som i øjeblikket rammer USA. I Washington D.C. viste termometrene 40 grader celsius klokken 14.40 lokal tid.
»Det er så varmt, at folk kollapser,« fortæller Elkjær.

Det berørte arrangement er 'The Great American State Fair' – en slags festival, som USAs præsident, Donald Trump, har promoveret i stor stil.
Projektet er søsat i anledning af USAs 250 års fødselsdag lørdag.
Der skulle fredag være afviklet koncerter, men i stedet blev området ryddet for mennesker.
»Koncerter blev udskudt, og flere tusinder mennesker blev evakueret fra området, mens ambulancer ankom,« siger Elkjær.
»En betjent sagde til mig, at de lukker ned fra 13, lokal tid, til 17 på grund af varmen. Og det var fordi, der var for mange 'casualties' (tilskadekomne, red.).«
Elkjær, som melder at være 'gennemblødt af sved', kalder festivalen Trumps store prestigeprojekt.
»Trump har sat en masse ind på at få USAs 250 års fødselsdag til at have ham selv i centrum,« siger han. Og festivalen bliver i amerikanske medier kædet sammen med præsidenten.
Men fredag blev den sat på pause. Og varmen i den amerikanske hovedstad er da heller ikke noget at kimse af:
Washington Posts egen meteorolog, Ben Noll, skriver i et opslag på X, at byen fredag er varmere end 99 procent af verden kun overgået af enkelte steder, herunder Sahara.
Det eneste sted, som ikke lukkede under fredagens eftermiddagsvarme, var det kristne telt, hvor man kan blive døbt, fortæller Elkjær.