Der var ellers lagt op til en festlig lørdag aften for karnevaldeltagerne i den tyske by Wuppertal. 

Men på en bus kom to grupper op at skændes, hvor en 19-årig mand endte med at trække en kniv. 

Ifølge det tyske medie Bild stak han en anden 19-årig mand i maven og sårede ham alvorligt, mens en 20-årig og en 24-årig mand også blev ramt i angrebet. 

Buschaufføren stoppede med det samme, hvorfor gerningsmanden – der i forvejen er kendt af det tyske politi – formåede at flygte fra gerningsstedet. 

Der gik dog ikke længe, før han blev anholdt af politiet ikke langt fra, hvor den blodige scene havde udspillet sig. 

Videre skriver mediet, at politiet fandt kniven i en busk i nærheden. 

Den 19-årige, der fik alvorlige skader i maveregionen, blev fragtet til et hospital, mens den 20-årige havde ansigtsskader, der blev behandlet på stedet. 

Ligeledes blev den 24-årige behandlet på stedet. Han havde fået skader på sin hånd.

Mediet skriver, at den 19-årige »gik amok« i politiets varetægt og derfor blev overflyttet til psykiatrisk afdeling. 

Det vides ikke, hvilken sigtelse den 19-årige står overfor endnu.