Det var en meget slem forskrækkelse, som flere familier fik natten til mandag i den svenske by Västerås.

For her blev der kastet en formodet håndgranat ind gennem vinduet i et flerfamiliehus.

»Der har ikke været nogen eksplosion, men en formodet håndgranat, der ikke gik af, blev kastet gennem et vindue i et lejlighedshus. Beboerne i den pågældende bolig er evakueret,« siger Mathias Häglund, kommandoofficer hos redningstjenesten, til VLT.

Alarmen blev modtaget klokken 01:51.

Politiet oplyser, at de er på stedet med flere enheder og opfordrer beboerne til at blive indendørs.

Stedet er afspærret, og bombeholdet var på stedet tidligt i morges og fastslog, at granaten var 'aktiv'.

Klokken 5:40 blev den taget i myndighedernes varetægt, og politiet kunne reducere afspærringerne på stedet.