Fredag skete der noget dramatisk og usædvanligt i lufthavnen i Wien. Og politiet er stadig på bar bund i sagen.

Det hele startede mere end 2.000 kilometer derfra.

Af endnu uvisse årsager kom 80-årige Meir Furman med det forkerte fly i Israel, idet han skulle have sat kursen mod München i Sydtyskland, men i stedet endte i et fly til Østrigs hovedstad, Wien.

Det skriver det østrigske medie Kronen Zeitung.

Men mysteriet stopper slet ikke der.

For efter landingen forlod Meir Furman Wiens lufthavn – og forsvandt.

Den 80-årige mand, som er israelsk-schweiziske statsborger, lider af hukommelsestab og kan derfor være desorienteret og virke forvirret.

Han rejste uden mobiltelefon, penge eller kreditkort, så det er ikke mange spor, politiet har at gå efter.

Meir Furman skulle være blevet set i den østrigske hovedstad lørdag, men siden har der ikke været spor af den 80-årige – til trods for at politiet har igangsat en større eftersøgning, der også involverer det israelske politi og det østrigske udenrigsministerium.

Politiet udtrykker bekymring for, om den ældre mand opholder sig udendørs. Hvor han kan have søgt hen, er uvist.