Italiens premierminister, Mario Draghi, har mandag præsenteret sin regerings plan for at få landet på højkant igen efter coronakrisen.

Den 220 milliarder euro dyre plan, som i høj grad er EU-finansieret, er afgørende for landets skæbne og troværdighed, mener premierministeren.

I en tale til parlamentet siger han, at genopretningen er vigtig for landets "rolle i det internationale samfund, dets troværdighed og omdømme som en grundlægger af EU og en ledende spiller i den vestlige verden".

- Landets skæbne ligger i disse planer, siger han.

Italien var et af de første europæiske lande, som blev ramt af coronapandemien i begyndelsen af 2020. Landet har flest coronarelaterede dødsfald i EU og er ramt af stor økonomisk tilbagegang.

Landet har store forhåbninger til genopretningsplanen, som med investeringer og reformer skal få landet på fode igen.

Italien er den tredjestørste økonomi i Eurozonen, som omfatter de lande, der har indført euroen som valuta. Landet er den største modtager af EU's hjælpepakke til genopretning af lande efter coronakrisen.

Mario Draghi siger mandag, at planen vil hjælpe med at "reparere økonomien og den sociale skade" forårsaget af pandemien.

Pandemien og den medfølgende nedlukning af Italien medførte sidste år, at landets økonomi skrumpede med ni procent. Men regeringen håber, at planerne for investeringer kan være med til at få gang i væksten.

Landet er tidligere blevet kritiseret for at bruge EU-midler ineffektivt. Draghi lover imidlertid, at man ikke vil spilde denne mulighed.

- Jeg er sikker på, at vi vil formå at få planen iværksat.

- Jeg er sikker på, at ærlighed, intelligens og en appetit for fremtiden vil sejre over korruption, dumhed og egeninteresser, siger Draghi i parlamentet til store klapsalver.

/ritzau/AFP