Det er snart to uger siden, den 27-årige amerikanske missionær John Allen Chau blev dræbt i en regn af pile på øen North Sentinal, da han forsøgte at 'forkynde Kristus' for det isolerede stammefolk på øen.

Nu appellerer organisationer, der arbejder for at beskytte stammefolk, til, at de indiske myndigheder opgiver at få fat i hans lig for at beskytte de lokale.

»Risikoen for at sprede en dødelig virus, mæslinger eller andre udefrakommende sygdomme er til stede og bliver større for hver gang, de har kontakt med omverdenen,« siger organisationen Survival International ifølge The Guardian.

Siden drabet har indiske myndigheder foretaget to ture ud til øen for at se, hvordan de bedst bærer sig ad med at komme ind på øen uden at skade stammefolkene eller ende i konfrontation med den yderst aggressive Sentinele-stamme.

North Sentinel er en del af øgruppen Andamanerne i Den Bengalske Bugt sydøst for Indien. Stammen, der bor her, har levet uforstyrret i mere end tusind år, og indiske myndigheder tillader ikke besøg på øen uden tilladelse. Stammen har før været meget aggressive over for udefrakommende. Her ses øen ved en overflyvning i 2005. (Arkivfoto) Gautam Singh/Ritzau Scanpix
North Sentinel er en del af øgruppen Andamanerne i Den Bengalske Bugt sydøst for Indien. Stammen, der bor her, har levet uforstyrret i mere end tusind år, og indiske myndigheder tillader ikke besøg på øen uden tilladelse. Stammen har før været meget aggressive over for udefrakommende. Her ses øen ved en overflyvning i 2005. (Arkivfoto) Gautam Singh/Ritzau Scanpix
Vis mere

Myndighederne har hele vejen igennem insisteret på, at der er sket et drab.

Derfor skal der foretages en efterforskning og indsamles beviser ude fra øen.

Men også lokale antropologer i Indien appellerer til, at den unge missionær bliver liggende under sandet ude på øen.

'Sentinele-folkets rettigheder og ønsker skal respekteres, og man opnår intet ved at eskalere konflikten, stemningen eller værre endnu – skabe en situation, hvor nogen kommer til skade,' skriver en gruppe indiske antropologer og aktivister ifølge The Guardian.

Ifølge politidirektør Dependra Pathak, som står for efterforskningen, bruger man eksperter til bedst at finde en vej ud på øen.

»Vi har sagt fra starten, at vi ikke ønsker konfrontation. Mens vi udformer en strategi og foretager ture ud til øen for at sondere terrænet, er vi hele tiden i kontakt med akademikere og eksperter i stammernes velfærd.«

Det vides ikke præcist, hvor John Allen Chaus lig befinder sig.

Fiskere, der sejlede forbi øen efter drabet, har dog fortalt, at de så stammefolkene trække ham hen ad stranden med et reb om halsen, før de begravede ham under sandet.