Den 27-årige missionær John Allen Chau døde i en regn af pile, da han fredag gik i land på øen North Sentinal. Sentinele-stammen, der er kendt for at være aggressiv over for omverdenen, gjorde kort proces og myrdede ham brutalt.

Nu viser det sig, at missionæren også havde været på øen dagen før – og skrev dagbog om sit møde med stammefolkene.

Hans forældre har udleveret passager fra dagbogen til verdenspressen. Blandt andre The Guardian.

'Jeg sikrede mig, at jeg var ude af deres piles rækkevidde, men det betød desværre også, at jeg heller ikke kunne høre dem så godt,' skriver John Allen Chau om landgangen på øen, dagen før stammenfolkene slog ham ihjel:

»Så gik jeg lidt tættere på dem (seks stykker, så vidt jeg kunne se), mens de råbte ad mig. Jeg forsøgte at råbe deres ord tilbage til dem. De brød sammen af grin for det meste, så de sagde højst sandsynligt slemme eller fornærmende ting.'

John Allen Chau beskriver sit forsøg på at starte en dialog.

'Jeg råbte: 'Mit navn er John. Jeg elsker jer, og Jesus elsker jer'. Jeg gik desværre lidt i panik, da jeg så dem sætte pilen op til deres bue-strenge. Jeg samlede fiskene op (som han havde medbragt som gave, red.) og smed dem imod dem,' skriver han og fortsætter:

'De blev ved med at komme imod mig. Jeg padlede som aldrig før for at komme tilbage til båden. Jeg følte frygt, men var mest af alt skuffet. De accepterede mig ikke med det samme.'

Herefter beskriver John Allen Chau, hvordan en pil, der blev affyret af en 'dreng eller teenager', ramte hans bibel. Han jokede herefter med de fiskere, som han havde bestukket med 2500 kroner for at sejle ham ud på øen om, at han 'nu var blevet skudt på at Sentinelese-stammen'.

Dagen efter skrev han en besked til sine forældre i dagbogen. Han efterlod den på fiskerbåden, før han satte sig ned i en kajak og satte kurs mod øen.

'I tænker nok, jeg er skør, men jeg føler, det er det værd, så jeg kan forkynde Kristus for de her mennesker. Jeg beder jer: Vær ikke vrede på dem eller Gud, hvis jeg bliver slået ihjel.'

Han skrev dog også flere ting, der indikerer, at han frygtede for konsekvenserne af at rejse ud til den fjendtlige stamme igen.

'Jeg vil ikke dø. Ville det være klogere at rejse hjem og lade andre fortsætte her? Nej. Det mener jeg ikke. Jeg kan stadig nå hjem til USA på en eller anden måde. Men det virker som den sikre død at blive her.'

Og det blev det også. Dagen efter så forbipasserede fiskere, at stammefolk var ved at begrave John Allen Chau på kysten.

Siden har myndighederne anholdt de fiskere, der hjalp missionæren med at komme ud på øen. Det skal man nemlig have tilladelse til.

John Allen Chaus familie offentliggjorde onsdag et opslag på Instagram, hvor de tilgav deres søns drabsmænd og appellerede til, at de fiskere, der er anholdt for at hjælpe deres søn med at komme ud på øen, bliver løsladt.

De indiske myndigheder har sendt en helikopter og båd ud til øen for at finde John Allen Chaus lig. De regner dog med, at det kommer til at tage noget tid.