Endelig lykkedes det for de flere end 150 mennesker fra vildtforvaltningen, skovvæsenet og frivillige at fange dræberelefanten Sidor Noke i skovene hundrede kilometer øst for Bangkok.
Elefanten har i ugevis skabt ballade ved bondegårdene i området, hvor den har taget godt for sig af afgrøderne. Den har også et menneskeliv på samvittigheden.
Men den er ikke blevet aflivet, som det ellers ville være indlysende for en dræberelefant i Danmark.
I stedet er den blevet fragtet på en stor militærlastbil til Khao Ang Rue Nai. Der ligger et naturreservat, som nu bliver hjem for Sidor Noke, som elefanten er blevet 'døbt'. Det skriver Bangkok Post.
Mens den var 'på fri fod', forårsagede den enlige elefant en 73-årig kvindes død. Den øvede desuden voldsomme skader på frugtplantager og ødelagde afgrøderne på marken.
Den 15. marts blev det hele bare for meget. Vicedirektøren for nationalparkerne, Rungnapha Pattanaipul, underskrev en ordre på at fange elefanten og få den transporteret til naturreservatet.
Omkring 150 mennesker deltog i jagten på den berygtede elefant. De fik besked på, at de kun måtte bruge bedøvelsespile, affyret fra lange geværer, for at få den beroliget.
Mandag morgen modtog jægerne besked om, at elefanten var blevet observeret i færd med at æde nær en skov. De skyndte sig derhen og ventede.
Klokken 5 om morgenen havde de elefanten på sigtekornet. De skød fem pile mod ham, men Sidor Noke trak sig i første omgang bare tilbage til en plantage med eukalyptus.
Først ved 8-tiden begyndte bedøvelsen at virke, og den store elefant faldt i søvn. Så gik jægerne i aktion.
Det tog dem mere end tre timer – og med hjælp fra en rendegraver – at få elefanten op på en stor militærlastbil.
Så gik turen tilbage til provinsen Chachoengsao, hvor dyrepasserne i naturreservatet Khao Ang Rue Nai ventede.
Naturreservatet strækker sig over fem provinser i det østlige Thailand – Chachoengsao, Sa Kaeo, Chon Buri, Chanthaburi og Rayong.