Han skød og dræbte sin egen far. Alligevel slipper en læge fra den amerikanske stat Florida for fængsel. I stedet skal samfundet kontrollere ham.

Det blev resultatet af et forlig ved retten, indgået i fredags.

Lægen, den 47-årige Rafael Azulay, blev sigtet for at have skudt sin egen far i maj 2018. Derefter rettede han pistolen mod sig selv, og skød sig i maven og i hovedet, rapporterer tv-selskabet NBC 6.

På det tidspunkt var Azulay løsladt med kaution for, tilsyneladende, at have taget halsgreb på sin daværende veninde i marts 2018. Det var hans tredje anholdelse for mishandling i hjemmet.

Rafael Azulay slipper for fængsel. Han har fået en svær hjerneskade, da han skød sig selv.
Rafael Azulay slipper for fængsel. Han har fået en svær hjerneskade, da han skød sig selv. Foto: Broward County Sheriffs Office
Vis mere

Ovenikøbet blev han også sigtet for et overfald på sin egen mor. Det skriver New York Post.

Moren, Dina Azulay, hævdede, at skyderiet på hendes mand, var et uheld. Og hun nægtede, at han havde truet hende.

Under forliget, blev sigtelsen for mord reduceret til drab. Sigtelsen for overfald blev droppet.

Rafael Azulay skal de næste to år være i husarrest iført en gps-sender. Dernæst skal han de følgende ti år være på prøve, takket være sin sigtelse for manddrab.

Lægens advokat, Hilliard Moldof, fortæller til NBC 6, at hans klient havde fået en hjerneskade, da han skød sig selv i hovedet. Han var derfor ikke i stand til at klare en retssag.

Men Azulays eksveninde siger til samme tv-station, at hun frygter for sit liv, nu hvor han er ude af fængslet.

»Jeg tror, at han vil finde mig, og at han vil dræbe mig, og så dræbe sig selv,« siger kvinden, som kaldes Angela.

Da hun blev informeret om et muligt forlig tilbage i december 2021, så bad hun retten om at give ham 12 års forbud mod at kontakte hende.

Men advokaten Moldof mener ikke, at hans klient er farlig.

»Han er overhovedet ikke farlig. Jeg mener, tilbage da det skete, repræsenterede jeg ikke ham. Men nu skal han holde sig strikt til planen,« siger Moldof.