Hans kæreste lå livløs i huset.

Men før politiet nåede frem, skrev den tidligere NFL-spiller Darron Lee i gruopvækkende vendinger med ChatGPT.

Det er nu kommet frem i retten, hvor han er tiltalt for drabet på sin kæreste Gabriella Perpetuo, skriver News Channel 9.

Her spurgte han blandt andet, hvad han skulle gøre i situationen.

'Ved ikke, hvad jeg skal gøre lige nu. Min forlovede var crazy igen, og nu er hun fucked up. Jeg vågner, og hun har to hævede øjne (jeg gjorde ikke noget, det var selvforskyldt). Hun stak sig selv, skar sig i øjet? Jeg ved det ikke, men hun er ikke vågen eller svarer. Hvad skal jeg gøre?' lød det desperate spørgsmål til ChatGPT.

I retten blev også ChatGPTs svar læst op.

'Her er, hvad man kan sige uden at frame det som politiproblemer,' svarede den kunstige intelligens. 

Oplysningerne kom frem under et retsmøde, hvor der også blev vist en ti minutter lang bodycam-optagelse fra politiet:

»Hun sagde ikke noget, og det var derfor, at jeg ringede 911 med det samme og tænkte, hvad sker der? Jeg var faldet i søvn i lang tid,« sagde Darron Lee blandt andet til politibetjentene, som rykkede ud til huset.

Samtidig blev der fremlagt billeder fra parrets hjem i Ooltewah i Tennessee. Her kunne politiet ved hjælp af infrarødt lys se spor af blod flere steder i huset.

Darron Lee har tidligere spillet for blandt andre New York Jets og Kansas City Chiefs, men kan ikke bruge sine penge til at slippe fri.

Han er nemlig varetægtsfængslet uden mulighed for kaution.

Familien til Gabriella Perpetuo har samtidig anlagt et civilt søgsmål mod ham på 50 millioner dollars.