Veronica Orderud har prøvet det selv.
At blive centrum i en drabssag og dermed også komme i mediernes søgelys. Præcis som det er tilfældet med norske Tom Hagen lige nu, efter han tirsdag blev anholdt og sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone, Anne-Elisabeth Hagen.
Veronica Orderud blev i 2002 sammen med tre andre dømt for at have medvirket til et trippeldrab. Hun har hele tiden nægtet sig skyldig, og nu kommer hun med en opsang i forbindelse med sagen om Tom Hagen.
For hun oplevede, hvordan hun længe før der blev afsagt dom, var i centrum i medierne, der spekulerede i, om hun var skyldig.

»Jeg kan genkende den situation, han er i lige nu. Han har medieforbud og ved ikke, hvad der bliver skrevet om ham,« fortæller Veronica Orderud til TV 2 Norge med henvisning til, at Tom Hagen er varetægtsfænglset og ikke har adgang til medier i fire uger.
»Nu har der været utroligt mange historier, der har handlet om at analysere på hans personlighed. Flere har udtalt sig om, hvad det mulige motiv kan være. Jeg synes, det er virkelig skræmmende,« siger Victoria Orderud, der blev løsladt i januar 2015 efter 13 år i fængsel.
Hun forstår godt interessen. Tom Hagen er blandt Norges rigeste mænd, men hun understreger, at det handler om, at sagen skal dækkes ordentligt, og at Tom Hagen ikke skal dømmes på forhånd.
Tom Hagen har selv fortalt politiet, at han kom hjem fra arbejde den 31. oktober 2018. Hans kone var forsvundet, og han fandt et trusselsbrev.

Politiet foretog omfattende kriminaltekniske undersøgelser af milliardærens hjem. Der blev fundet plastikstrips, og der blev også fundet et såleaftryk i størrelse 45 fra en kondisko af mærket Sprox.
Der var ingen tegn på indbrud i hjemmet, men Tom Hagen fortalte politiet, at der manglede en reservenøgle, som milliardærparret plejede at have liggende i garagen.
Politiet valgte i første omgang at holde sagen hemmelig for offentligheden. Først efter 71 dage valgte politiet at orientere offentligheden på et pressemøde.
Først lød det, at der var tale om kidnapning, men politiet har efterfølgende fortalt, at de behandler sagen som en drabssag, og seneste nyt er altså, at Tom Hagen er under mistanke.