Bevæbnede mænd blokerer flere veje i en række mexicanske delstater, ligesom der er blevet sat ild til biler og lastbiler.
Det skriver nyhedsbureauet AFP søndag.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har drabet på kartelleder Nemesio Oseguera, der skete søndag morgen, udløst en bølge af vold flere steder i det latinamerikanske land.
Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, opfordrer i et opslag på X landets indbyggere til at bevare roen og holde sig orienterede om situationen.
- Der sker en fuldstændig koordinering med ledelsen i alle delstater. Vi bør orientere os og bevare roen, skriver hun søndag aften.
Jaliscos guvernør, Pablo Lemus, opfordrer ifølge AFP folk til at blive hjemme, indtil situationen er kommet under kontrol.
Herhjemme vurderer Udenrigsministeriet i en opdatering af rejsevejledningen for Mexico søndag aften, at der er forhøjet risiko for uro i Mexico.
Danskere i landet bør undgå store folkemængder, ligesom man bør følge de lokale myndigheders anvisninger, fremgår det af opdateringen.
- En politiaktion mod et narkokartel i Jalisco har forårsaget vejspærringer, brandstiftelse og skyderier, især i staterne Jalisco, Michoacán, Guanajuato og Tamaulipas, skriver ministeriet.
USA's udenrigsministerium meddeler, at blokeringer af veje i Mexico har ført til, at der er sket aflysninger af en række flyvninger fra lufthavne i Guadalajara og Puerto Vallarta.
Ministeriet opfordrer desuden amerikanere i landet til blive indenfor.
- På grund af igangværende, omfattende sikkerhedsoperationer og de relaterede spærringer af veje og kriminel aktivitet i mange områder af Mexico, bør amerikanske statsborgere søge dækning på stedet indtil videre.
Oseguera døde tidligere på dagen på vej til et hospital i New Mexico, efter at han var blevet skudt i en militærrazzia i landsbyen Tapalpa.
Han var leder af Cartel de Jalisco Nueva Generación (CJNG) - eller på dansk: kartellet Jalisco Ny Generation.
Kartellet blev dannet i 2009 og er ifølge det amerikanske justitsministerium blandt Mexicos mest voldelige.
/ritzau/
