Den ene af Donald Trumps sønner Eric Trump har fået sociale mediers kærlighed at føle.

Det skete, efter Eric Trump valgte at dele et billede af den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton ved datteren Chelseas bryllup.

Eric Trump valgte dog hurtigt at slette sit opslag på Twitter.

Det kan muligvis skyldes, at han hurtigt fik svar på den tiltale, han forsøgte at rejse.

På billedet ser man Bill Clinton følge Chelsea Clinton til alters.

I højre side kan man se flere personer smile. På Eric Trumps billede er der rød ring om en kvinde.

Kvinden er ingen anden end 58-årige Ghislaine Maxwell, der for nyligt blev anholdt af amerikansk politi.

Årsagen til anholdelsen af Maxwell er, at hun gennem en årrække skal have været helt central i at lokke unge - ofte mindreårige - piger i favnen på den dømte pædofile mangemilliardær Jeffrey Epstein.

Eric Trumps nu slettede opslag. Fanget af CNN-journalisten Jake Tapper.
Eric Trumps nu slettede opslag. Fanget af CNN-journalisten Jake Tapper.
Vis mere

Hvis britiske Ghislaine Maxwell bliver dømt, kan hun stå foran en årelang fængselsstraf.

Og mon ikke netop det var det, Eric Trump ønskede at forbinde familien Clinton med, da han lagde billede af Ghislaine Maxwell til Clinton-brylluppet ud på sociale medier.

Politikere, kendte og andre har da også haft travlt med at distancere sig selv fra netop Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein, efter Epstein blev kendt skyldig for mange forskellige tilfælde af grooming, pædofili og overgreb.

Eric Trump havde til billedet skrevet teksten 'Birds of a feather' med henvisning til udtrykket 'birds of a feather flock together'.

Donald Trumps søn Eric Trump er kommet i problemer på sociale medier.
Donald Trumps søn Eric Trump er kommet i problemer på sociale medier. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Det skal forstås således, at personer, der har de samme karaktertræk, og som man ikke bryder sig om, har det med at bruge tid sammen. Dermed kan Eric Trumps tweet kun tolkes på den måde, at han mener, Clinton-familien minder om Ghislaine Maxwell og i forlængelse om Jeffrey Epstein.

Der gik som skrevet ikke længe før, Eric Trump valgte at slette sit tweet.

Det skyldes formentlig, at han i kommentarfeltet til sit tweet i løbet af ganske kort tid blev mindet om, at hans far, Donald Trump, er blevet fotograferet sammen med Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell flere gange.

Ghislaine Maxwell.
Ghislaine Maxwell. Foto: Laura Cavanaugh
Vis mere

Eller som George Conway, der er gift med Donald Trump-rådgiveren Kellyanne Conway, skriver på Twitter:

'Helt ærligt, hvorfor ville han dog tweete det?'

Sammen med teksten har han vedhæftet følgende billede af Donald Trump, Melania Trump, Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell.