USAs præsident Donald Trump kommer ikke til at sidde på tilskuerrækkerne, når Super Bowl næste søndag sparkes i gang.
Et afbud, der kan skyldes frygt for en stor offentlig ydmygelse mens hundredemillioner af seere følger med.
Det vurderer Birgitte Borup, der er international kommentator hos Berlingske over for TV 2.
»Trump holder sig væk, fordi han frygter at blive udstillet til Super Bowl,« siger hun til mediet.
Særligt skyldes risikoen for buhråb og modstand fra tilskuere, at der de seneste uger har udspillet sig et dramatisk oprør mod immigrationsmyndigheden ICE, vurderer Berlingskes kommentator.

Men sådan lød begrundelsen ikke fra præsidentens egen mund:
I et interview med New York Post forklarede Donald Trump, at værtsbyen San Francisco ganske enkelt ligger for langt væk.
Samtidig sagde præsidenten, at han betragter valget af rockbandet Green Day og den puertoricanske megastjerne Bad Bunny til pauseunderholdning som en »forfærdelig« beslutning.
»Jeg er imod dem. Jeg synes, det er et forfærdeligt valg. Alt, hvad det gør, er at så had. Forfærdeligt,« sagde Trump om valget af kunsterne.

Men manglen på kærlighed går dog tilsyneladende begge veje.
Under flere koncerter i foråret råbte rockbandets forsanger hård kritik af præsidenten, mens Bad Bunny i september udtalte, at han bevidst undgik USA på sin verdensturné, fordi han frygtede, at ICE kunne finde på at udføre razziaer rettet mod hans fans ved koncerterne.
Og med to kritiske kunstnere og en diskussion om migrantpolitikken på »kogepunktet« udgør det en farlig cocktail for Donald Trump, vurderer Birgitte Borup til TV 2.
For præsidenten vil formodentligt blive mødt af buhråb, havde han overværet verdens største endags sportsbegivenhed – Super Bowl.

Under normale omstændigheder er Donald Trump langt fra bleg for at vise sit ansigt til alverdens sportsbegivenheder på amerikansk grund.
I løbet af det seneste år har han både overværet flere UFC-arrangementer, US Open i tennis, ligesom han også stjal rampelyset til sidste års Super Bowl.
Men ifølge Berlingskes internationale kommentator var Donald Trump ikke nær så upopulær som efter de seneste ugers dramatiske udvikling af oprørene mod ICE i delstaten Minnesota.
For efter den 37-årige Renée Good blev skuddræbt, skete det i weekenden igen da 37-årige Alex Pretti blev skuddræbt under et sammenstød med ICE.
Læs mere om det HER.


