Den amerikanske præsident, Donald Trump, har før truet en række nationer med told.

Nu retter han endnu en gang en trussel om at indføre det – men denne gang mod den vigtige olieåre Hormuzstrædet.

Det skriver han selv i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, sent lørdag aften dansk tid.

Advarslen kommer han med, mens amerikanske og iranske embedsmænd giver modstridende udsagn om, hvem der kontrollerer den strategiske oliekorridor.

Lørdag lød det fra Irans øverste militærkommando, at Hormuzstrædet vil blive lukket på grund af de israelske angreb i Libanon.

Årsagen er, at militærkommandoen mener, at USA har brudt det første punkt i det forståelsespapir, som tidligere på ugen blev underskrevet mellem parterne, der handler om en afslutning af krigen »på alle fronter«.

Donald Trump ses her på Joint Base Andrews den 19. juni.
Donald Trump ses her på Joint Base Andrews den 19. juni. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Efterfølgende afviste den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, den melding i en udtalelse ifølge Fox News og sagde, at »der ikke er bevis på«, at Iran lukker strædet.

Hos Euronews lyder det også, at man på skibsovervågningssider umiddelbart kan se, at fragtskibe endnu ser ud til at krydse strædet uhindret.

Nu truer Trump med at indføre told i Hormuzstrædet, hvis en aftale med Iran ikke indgås inden for de 60 dage, man ifølge forståelsespapiret har afsat til at forhandle og indgå en endelig aftale.

»Der vil IKKE blive opkrævet told i Hormuzstrædet i 60 dage under våbenhvileperioden,« skriver Trump på Truth Social.

Derefter fortsætter han:

»Og der vil IKKE blive opkrævet told efter udløbet af denne 60-dages periode, medmindre de indføres af og til fordel for USA, i tilfælde af at aftalen ikke gennemføres, for tjenester ydet som 'skytsengel' for landene i Mellemøsten med henblik på både tidligere, nuværende og fremtidig dækning af omkostninger.«

Opslaget afslutter han med nogle ord, han ofte bruger på sit sociale medie:

»Tak for din opmærksomhed i denne sag!!!«

Trump uddyber det dermed ikke nærmere i sit opslag.

Ifølge det politiske medie The Hill henviser Trump i sit opslag muligvis til det amerikanske militærinitiativ, der har bidraget til at lede handelsskibe sikkert gennem Hormuzstrædet.

Strædet har været et centralt omdrejningspunktet i konflikten mellem USA, Israel og Iran, siden de to førstnævnte lande udførte de første angreb mod Iran i slutningen af februar.

Iran nedlukkede efterfølgende Hormuzstrædet, som en stor del af verdens daglige olieforsyning transporteres gennem.

Det fik efterfølgende brændstofpriserne til at eksplodere og skabte uro i den globale økonomi.

Siden forståelsespapiret blev underskrevet, er priserne dog faldet igen.

Inden krigen betalte skibe ikke for at sejle igennem Hormuz.

Endnu har Iran ikke reageret på meldingen fra Trump.