To grupper sagsøger USA's regering, efter præsident Donald Trump har prøvet at nægte journalister adgang til Det Hvide Hus.

Mandag har grupperne, som kæmper for pressefrihed, stævnet Trump-administrationen, fordi de mener, at det voldsomme træk går imod den amerikanske forfatning. Det skriver Washington Post.

I september annoncerede Trump, at han ville udelukke medierne CNN, MS Now og Politico fra Det Hvide Hus, fordi de »konstant skriver eller bringer fiktion eller løgne« om hans regering.

Mandagens søgsmål er seneste eksempel på en kontant modstand, den melding er blevet mødt med.

»Når Det Hvide Hus udviser journalister på grund af deres dækning og truer andre med udvisning, er det ikke kun pressen, der lider under det — offentligheden mister adgangen til uafhængig journalistik og får i stedet noget, der minder mere om regeringspropaganda,« siger Katie Fallow fra gruppen Knight First Amendment Institute fra Columbia University til Washington Post.

Sammen med Yales Freedom & Information Access Clinic hævder gruppen, at Trump-administrationen risikerer at bryde med den amerikanske forfatning, som siger, at amerikanere skal have adgang til oplysninger om deres regering.

Trump-administrationen affejer dog kritikken:

»Medier, som spreder misinformation og æreskrænkende udtalelser, er fuldt ud i stand til at dække deres opdigtede historier udefra,« lyder det fra en talsperson til The Washington Post.

Trumps forsøg på at udelukke journalisterne i september blev hurtigt forpurret, idet de respektive medier bragte sagen for en dommer og fik medhold i, at de skulle have adgang.

Alligevel blev medierne CNN og Politico udelukket fra at flyve med på Trumps privatfly, Air Force One, hvor journalister ellers har mulighed for at stille spørgsmål til præsidenten under pressemøder.

Fra Det Hvide Hus lød det, at det er et »privilegium, ikke en rettighed« for journalister at flyve med på Air Force One.

Men nu forsøger grupper fra to amerikanske topuniversiteter altså at få rettens ord for, at Trump-administrationen har gang i noget ulovligt.