En million eksemplarer.
Så meget solgte en ny insiderbog – der lufter Trump-familiens beskidte vasketøj – den første dag, den var i handel.
Bogen, som bærer den lange titel 'Too Much and Never Enough: How My Family Created the World’s Most Dangerous Man', er skrevet af præsidentens niece Mary Trump.
I et interview med tv-stationen Fox News sviner Donald Trump bogen til.
Samtidig miskrediterer han niecen, som ifølge præsidenten ikke var vellidt i familien.
»Hun var ikke ligefrem en familiefavorit. Vi havde ikke så meget respekt for hende. Jeg ville aldrig have sagt det, men nu har hun skrevet en bog, der er så dum og så ond – og som er løgn,« slår Donald Trump fast.
I bogen bliver Donald Trumps far, Fred Trump som var en stor byggematador i New York, kaldt en 'hårdnakket psykopat'.
Og lige netop her føler sønnen sig stødt på manchetterne.
»At kalde ham det... det er en skændsel. Hun burde skamme sig. Hele bogen er en løgn,« siger Donald Trump.
Men endnu mere ondt gør det, at også moren, Mary Anne MacLeod, får med grovfilen i niecens bog.
»Det gør mere ondt, at hun ikke er sød over for min mor, end at hun angriber min far. Min mor var en helgen. Hun var utrolig. Hun var en utrolig kvinde. Og hun var ond over for hende. Hun (niecen, red.) er en meget forstyrret person. Hun var ikke rigtig et familiemenneske,« siger Donald Trump.