Donald Trump mister pusten: 'Vil være et gigantisk nederlag'
Med blot en måned til valget vokser presset på Trump – og et dobbelt nederlag kan få enorme konsekvenser, vurderer B.Ts. udlandsredaktør.

Med blot en måned til valget vokser presset på Trump – og et dobbelt nederlag kan få enorme konsekvenser, vurderer B.Ts. udlandsredaktør.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er ikke selv på stemmesedlen 3. november., men han har gjort midtvejsvalget til et valg om sig selv.
»Så jeg beder jer om at lade som om, jeg er på stemmesedlen. Jeg er på stemmesedlen. Jeg er på stemmesedlen,« sagde Trump ved Republikanernes midtvejskonvent i september.
Og det kan vise sig at blive en risikabel strategi.
For med blot en måned til valget ser det markant lysere ud for Demokraterne. Flere aktuelle prognosemodeller giver partiet omkring 70 procents sandsynlighed for at erobre Senatet – og omkring 90 procent eller mere for at tage Repræsentanternes Hus, skriver Børsen.
Og sker det, vil konsekvenserne for Trump være enorme, vurderer B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.
»Det vil være en gigantisk sejr for Demokraterne og ligne et gigantisk nederlag for Republikanerne, hvis både Huset og Senatet skifter hænder.«
For det er Kongressen, den amerikanske lovgivning skal igennem.
»Hvis det scenarie udspiller sig, bliver Trump det, amerikanerne kalder en 'lame duck'. Han vil reelt ikke kunne få sin politik igennem Kongressen og vil i høj grad være henvist til dekreter og udenrigspolitik,« siger Jeppe Elkjær.
Intet er dog afgjort endnu, for amerikanske meningsmålinger er notorisk kendt for at ramme ved siden.
»Ved præsidentvalget i 2024 stod det nærmest helt lige mellem Kamala Harris og Trump. Nogle havde sågar Harris til at vinde, og alligevel vandt Trump alle syv svingstater,« mindes Jeppe Elkjær og fortsætter:
»Så man kan ikke konkludere noget ud fra de prognoser og målinger, vi har nu. Man kan blot konstatere, at Demokraterne må kunne lide det, de ser.«
At Republikanerne er pressede, kan samtidig mærkes på valgkortet. Også i traditionelt republikanske stater som Texas og Kentucky er partiet blevet tvunget til at bruge ressourcer på valg, der tidligere så langt sikrere ud.
Og Trump har selv gjort midtvejsvalget til en kamp om sin egen præsidentperiode.
»Han har bedt vælgerne om at gøre valget til et valg om ham, som om han selv stod på stemmesedlen. Derfor vil resultatet også i høj grad blive læst som en dom over Trump,« afrunder Jeppe Elkjær.