Konspirationsteoretikere har i mange år beskæftiget sig med et mord fra 2001. Her døde 28-årige Lori Kalusutis, mens hun arbejdede for Joe Scarborough i Florida.

På daværende tidspunkt var sidstnævnte konservativ politiker og medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne. Nu er han morgenvært på tv-stationen MSNBC.

Joe Scarborough er kritker af Donald Trump, og præsidenten har flere gange promoveret idéen om, at tv-værten havde noget med Lori Kalusutis død at gøre.

Teorien blev bragt til live igen tirsdag, da Donald Trump smed følgende opslag op på sin Twitter-profil.

'Hvornår genåbner man efterforskningen af historien med ”Vanvittige Joe Scarborough” i Florida. Slap han afsted med mord? Det er der nogen, der mener. Hvorfor forlod han Kongressen så diskret og hurtigt. Er det ikke åbenlyst? Hvad sker der nu? En vanvittig historie!,' skrev den amerikanske præsident helt præcist.

Donald Trump har tidligere skrevet, at han mener, at tv-selskabet MSNBC burde indlede en undersøgelse af dødsfaldet.

TV 2's USA-analytiker kalder det en hæslig løgn.

»Præsident Trump har efterhånden i flere år fremmet konspirationsteorien, at Joe Scarborough skulle være en morder. Det er mildest talt en vild beskyldning, som er blevet undersøgt for længst, og hvor konklusionen er, at der ikke er skyggen af belæg for anklagerne. Med andre ord er det en hæslig løgn, som USA's præsident bliver ved med at gentage.«

Joe Scarborough.
Joe Scarborough. Foto: CHIP SOMODEVILLA
Vis mere

Joe Scarborough har tidligere svaret Donald Trump igen for åben skærm.

»Donald, for din egen skyld og for Amerikas skyld bliver du nødt til at holde op med at se vores program, ok? Det er ikke sundt for dig. Jeg tror, det er skyld i, at du bliver så distraheret. Du tweeter for meget.«

Sagens egentlige hovedperson er den unge kvinde Lori Kalusutis, der 19. juli 2001 døde, mens hun var på arbejde på Joe Scarboroughs kontor i Florida.

Ifølge den retsmedicinske undersøgelse var der intet mistænkeligt ved hendes dødsfald.