»Han er FAKE NEWS, en total TABER, og ingen bør spilde deres tid eller penge på at købe denne kedelige og tydeligvis fiktive bog!«
Den amerikanske præsident, Donald Trump, langer i et længere skriv nu ud efter en forfatter, som snart udkommer med en ny bog – der handler om Trump.
Og dét er noget, der ikke ligefrem er faldet i præsidentens smag.
Der er tale om forfatteren Michael Wolff, som flere gange tidligere har skrevet bøger om forretningsmanden, der blev præsident – og tirsdag står hans kommende bog til at udkomme.

En bog, der har fået titlen: 'All or Nothing: How Trump Recaptured America', som på dansk kan oversættes til: 'Alt eller intet: Hvordan Trump generobrede Amerika'.
Flere medier har allerede fået fat i eksemplarer af bogen og har kunnet bringe artikler om, at bogen blandt andet indeholder påstande – fra unavngivne kilder – om, at Donald Trumps hustru, Melania Trump, hader ham, og at selv ikke Trumps kampagnestab skal have vidst, hvor hun befandt sig eller boede under valgkampen op til præsidentvalget sidste år.
»Ingen kan fortælle dig, hvor Melania rent faktisk bor. Det er måske, på sine egne særegne præmisser, det mest succesfulde ægteskab i USA. Eller det kan være klar til at eksplodere når som helst,« skriver Michael Wolff ifølge Daily Beast blandt andet i bogen.
Et andet sted i bogen lyder det ifølge The Guardian, at Trumps ældste datter, Ivanka Trump, og hendes ægtemand, Jared Kushner, skal have nægtet at underskrive et notat om, at Trump ikke er antisemitisk.

Nyhederne og de mange meldinger om den kommende bog har nu også fået Donald Trump til at reagere og fremsætte sine egne påstande mod forfatteren:
»Den såkaldte 'forfatter' Michael Wolffs nye bog er et totalt FAKE JOB, ligesom det andet AFFALD, han har skrevet,« skriver den amerikanske præsident sent søndag aften dansk tid på sit sociale medie Truth Social:
»Han ringede til mig mange gange for at få et møde i stand, men jeg ringede aldrig tilbage, fordi jeg ikke ville give ham troværdighed i form af et interview.«
Trump hævder videre, at andre personer i hans administration også blev kontaktet af Michael Wolff, men de skal ifølge præsidenten ikke have talt med ham.

I hvert fald ikke dem alle – for Trump skriver videre:
»Jeg antager dog, at han var i stand til at tale med et lille antal mennesker, men ikke på en meningsfuld måde.«
Michael Wolffs kommende bog er hans fjerde om præsidenten – og det blev i sidste uge bekræftet, at den snart ville blive udgivet.
Hans første Trump-bog, 'Fire and Fury', udkom i 2018 og blev solgt i millioner af eksemplarer, mens Trump forgæves forsøgte at blokere den.

På sit sociale medie, Truth Social, skriver Donald Trump også, hvorfor han – ifølge egen forklaring – reagerer på den kommende bog:
»Jeg er en af dem, der tror på at kommentere FAKE NEWS eller opdigtede historier, selv om man er nødt til at »slå lavt«, og jeg burde ikke spilde den tid, der kræves for at gøre det,« skriver han og tilføjer:
»Han nævner de mennesker, der omgav mig under valget og i mange tilfælde nu, i nedsættende vendinger, men de kan ikke have været så slemme, for her sidder jeg i Det Hvide Hus og nægter at tage imod hans opkald.«
Bogen handler ifølge udgiveren, Crown, især om de 18 måneder, der ledte op til præsidentvalget i november sidste år, hvor Donald Trump endte med at sejre over demokraten Kamala Harris.

