En ny bog fra Donald Trumps tidligere advokat puster igen ild til historierne om, at Trump skulle have været utro over for sin kone, Melania Trump, med pornostjernen Stormy Daniels.

Han frygtede dog angiveligt ikke, at konen skulle gå fra ham, såfremt hun fandt ud af det.

Det skriver Dagbladet.

Det er i bogen 'Disloyal: A Memoir', at Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, går hårdt til præsident Trump.

Dengang han arbejdede for Trump, blev han kaldt præsidentens 'fixer', og han blev idømt fængsel for blandt andet at have betalt Stormy Daniels til tavshed, på vegne af Donald Trump.

Forholdet mellem Trump og Daniels skulle have fundet sted tilbage i 2006, kun et år efter at Melania og Donald Trump blev gift. Det år havde parret også fået deres yngste søn, Barron.

I bogen hævder Cohen, at Trump var sikker på, at utroskaben ikke ville falde i god jord hos konen.

»Glem ikke, at jeg er gift med en østeuropæisk kvinde. Du laver ikke sjov med dem, når det kommer til sådanne sager«, siges det, at Trump har sagt til sin på det tidspunkt betroede advokat.

Cohen hævder, at han nu vil advare omverdenen om, hvad han mener er den virkelige Trump.

Cohens nye bog er i den grad også med til at vise, at der er kold luft blandt de to tidligere venner.

»Hvis han nogensinde blev fanget i snyd, og Melania truede med at forlade ham, ville han ikke være så ked af tabet, og jeg tror, hun vidste det. Forholdet var bare endnu en aftale, det var så simpelt«, skriver Cohen ifølge Expressen.

»'Jeg kan altid finde en ny kone,' sagde Trump til mig. Det er ikke et problem, hvis hun vil forlade mig, så bliver det bare sådan«, fortsætter det i bogen.

Melania og Donald Trump holder dog stadig sammen, og de få gange Melania har kommenteret på sagen, har hun forklaret, at hun fokuserer på familien og hendes rolle som førstedame - ikke rygterne om hendes mand.