Præsident Donald Trump er begyndt at tage coronamidlet Remdesivir.

Det oplyser lægen i Det Hvide Hus, Sean Conley, i en erklæring sent fredag aften lokal tid.

Lægen bemærker samtidig, at den coronasmittede præsident ikke har brug for at få tilført kunstig ilt.

- I eftermiddags, efter konsultationer med specialister fra Walter Reed og Johns Hopkins University, anbefalede jeg at flytte præsidenten til Walter Reed National Military Medical Center for yderligere observation.

- I aften er jeg glad for at høre, at præsidenten har det godt, skriver Sean Conley.

- Han har ikke brug for supplerende ilt, men er efter konsultationer med specialister begyndt i behandling med Remdesivir. Han har taget den første dosis og hviler nu.

Kort efter midnat til fredag oplyste Trump, at både ham og hustruen Melania Trump er blevet smittet med coronavirus.

Fredag aften blev præsidenten fløjet fra Det Hvide Hus til militærhospitalet Walter Reed uden for forbundshovedstaden, Washington D.C.

- Ud fra et forsigtighedsprincip og efter anbefaling fra sine læger og medicinske eksperter vil præsidenten arbejde fra præsidentkontoret på Walter Reed de kommende dage, oplyste Kayleigh McEnany, talskvinde for Det Hvide Hus, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hun fortalte videre, at præsidenten har milde symptomer, og at Trump for en sikkerheds skyld er blevet behandlet med en enkelt dosis antistofcocktail, der fortsat er under udvikling.

Antistofcocktailen fra biotekvirksomheden Regeneron menes at kunne bekæmpe virusset.

Midlet består af en slags kopier af de antistoffer, som personer, der har været smittet med coronavirus, danner i kroppen. Behandlingen testes på coronapatienter tidligt i sygdomsforløbet.

Der er indtil videre få data på, om behandlingen har en effekt på coronapatienter, skriver Reuters.

Tidligt lørdag morgen dansk tid skriver Donald Trump på Twitter:

- Det går godt, tror jeg. Tak til jer alle.

/ritzau/