Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lørdag delt et helt særligt billede af sig selv.

Billedet, der efter alt at dømme er blevet til ved hjælp af kunstig intelligens, viser ham bære hele verden på sine skuldre.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her i Det Ovale Kontor den 26. juni. Foto: Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

Trump har hverken skrevet tekst til billedet eller på anden måde forklaret en anledning til, hvorfor han lørdag klokken 17.47 dansk tid har delt lige præcist dét foto.

På billedet – der formentlig skal forestille et maleri – ses den amerikanske præsident være svøbt i det amerikanske flag, mens han holder kloden oppe.

Bag ham ses et bjerglandskab, og det ser ud til, at han selv befinder sig på en bjergtop.

Det er langt fra første gang, at Trump og hans administration har delt billeder eller videoer, der er skabt med hjælp fra kunstig intelligens, såkaldt AI.

En søndag i midten af maj delte han eksempelvis pludseligt 17 AI-genererede billeder på blot 20 minutter.

Billederne var dengang rettet mod nogle af Trumps største modstandere: Iran og Demokraterne.

Et af billederne skulle blandt andet forestille Barack Obama, Joe Biden og Hillary Clinton bade i beskidt vand i spejlbassinet foran Lincoln-monumentet.

Til billedet skrev Trump:

'Demokraterne elsker spildevand'.

Trump har flere gange også fået hård kritik for de AI-genererede billeder og videoer, han har delt på sit sociale medie.