Danmark har med støtte fra Sverige kæmpet hårdt imod EU's direktiv om mindsteløn.
Det lykkedes dog ikke som håbet at få annulleret direktivet i sin helhed.
Til gengæld annullerer EU-Domstolen de bestemmelser i direktivet, som medfører "direkte" indgreb i lønfastsættelsen.
Det står klart, efter at EU-Domstolen tirsdag afsagde dom i sagen.
Danmark mener, at direktivet burde annulleres helt, fordi det medfører et indgreb i lønfastsættelsen og i organisationsretten.
Begge dele er områder, som ifølge traktaterne falder uden for EU's kompetence.
Sagen er vigtig for Danmark, fordi et EU-indgreb vil gå ud over den særlige danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der fastsætter løn- og arbejdsvilkår.
Både arbejdsmarkedets parter og de skiftende danske regeringer står vagt om modellen, som man mener, har været med til at skabe både velstand for Danmark og ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
I flere andre EU-lande har man dog ikke en tilsvarende model. Her har der været et ønske om en lovbestemt mindsteløn, der kan sikre ens vilkår.
Selv om Domstolen anerkender Danmarks argumentation ud fra begrænsningerne i EU's traktater, så er man ikke enig med Danmarks ønske om helt at annullere direktivet.
- Domstolen finder, at den udelukkelse af kompetence for Unionen, som er fastsat i traktaterne på de omhandlede to områder, ikke kan udstrækkes til ethvert spørgsmål, der har en eller anden form for forbindelse med lønforhold eller organisationsret, lyder det.
Domstolen giver til gengæld Danmark ret i, at EU ikke må blande sig "direkte" i lønfastsættelsen og organisationsretten.
Kun i to tilfælde er der tale om et sådant "direkte indgreb" i direktivet, fastslår Domstolen.
- Følgelig annullerer Domstolen de bestemmelser i direktivet, som medfører disse direkte indgreb i lønfastsættelsen fra EU-rettens side, der af denne grund falder uden for Unionens lovgivningskompetence.
- Domstolen frifinder i øvrigt Parlamentet og Rådet, lyder det.
De to dele af direktivet, der skal annulleres, beskriver Domstolen sådan:
- For det første foreskriver direktivet for medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger kriterier, der skal tages i betragtning i procedurerne for fastsættelsen og ajourføringen af disse lønninger.
- Herved medfører direktivet en harmonisering af en del af de bestanddele, der indgår i de lovbestemte mindstelønninger, og dermed et direkte indgreb i lønfastsættelsen.
- For det andet er det samme tilfældet for den regel, der er til hinder for en nedsættelse af de lovbestemte mindstelønninger, når der i national lovgivning er fastsat en automatisk indekseringsmekanisme for disse.
/ritzau/
