Planen om at opføre en 76-meter-høj triumfbue i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., skal sættes midlertidigt på pause.

Det har en føderal dommer afgjort torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kendelsen kommer, få timer efter at det storstilede og kritiserede projekt var blevet godkendt af et panel i den nationale kommission for planlægning af hovedstaden.

USA's præsident, Donald Trump, foreslog opførelsen af triumfbuen i oktober 2025.

Torsdag blev der over flere timer afholdt en høring omkring projektet, hvor der blev gjort indsigelser fra mere end 100 modstandere af triumfbuen.

En af de største indvendinger er placeringen af den høje bygning lige over for den historiske kirkegård Arlington National Cemetery, skriver nyhedsbureauet AFP.

Andre kritikere af projektet har sat spørgsmålstegn ved formålet med triumfbuen.

RITZAU