En dommer har søndag lokal tid varetægtsfængslet Bolivias tidligere præsident Jeanine Áñez i fire måneder.
Det skriver den bolivianske avis La Razon.
Dommer Regina Santa Cruz har besluttet, at Áñez skal afsone i Obrajes-fængslet i hovedstaden La Paz.
Også to medlemmer af Jeanine Áñez' forhenværende regering, tidligere justitsminister Alvaro Coimbra og tidligere energiminister Rodrigo Guzman, er blevet varetægtsfængslet i fire måneder.
De skal begge afsone i fængslet San Pedro.
Jeanine Áñez og adskillige medlemmer af hendes overgangsregering blev anholdt i weekenden.
Fredag delte Áñez et link til arrestordren, der indeholdt beskyldninger om blandt andet terrorisme og opfordringer til oprør.
- Den politiske forfølgelse er begyndt, skrev hun.
- MAS (Socialistpartiet, red.) har besluttet sig for at vende tilbage til en diktatorisk tilgang. Det er en skam, for Bolivia har ikke brug for diktatorer. Landet har brug for frihed og løsninger.
Áñez beskyldes for at have gennemført et kup og have tvunget sin forgænger, socialistlederen Evo Morales, fra magten. Morales blev afsat i 2019.
Áñez' konservative overgangsregering regerede derefter frem til valget i efteråret sidste år, da Morales' socialistparti MAS vandt igen, og hans partifælle Luis Arce blev indsat som præsident.
Morales blev afsat som præsident i Bolivia efter næsten 14 år på posten. Det skete efter pres fra militæret og påstande om valgfusk.
Mange af de demonstrationer, som førte til Morales' afgang, opstod, efter at han i strid med Bolivias forfatning forsøgte at blive genvalgt til en fjerde periode i efteråret 2019.
Efter flere ugers uroligheder i kølvandet på valget flygtede han til Mexico og rejste derefter til Argentina.
I november sidste år vendte han tilbage til Bolivia, som han var præsident for fra 2006 til 2019.
/ritzau/dpa
