Kvinde, der står til føderal henrettelse, forstår ikke dommen. Derfor er føderal henrettelse udsat.

En dommer har midlertidigt sat en stopper for den første føderale henrettelse af en kvinde i USA i knap 70 år.

52-årige Lisa Montgomery stod til at modtage en dødelig indsprøjtning tirsdag aften lokal tid i delstaten Indiana.

Men i sidste øjeblik mandag fastslog dommer James Hanlon i Indiana, at kvindens mentale tilstand gør, at hun ikke forstår, hvorfor hun skal henrettes.

Derfor skal hun for en høring, hvor der på ny skal tages stilling til henrettelsen. Der er ikke sat en dato for, hvornår denne finder sted.

Montgomery har været fængslet i 16 år, efter at hun dræbte en gravid kvinde for at stjæle kvindens foster.

Montgomerys advokater har argumenterede foran dommer Hanlon for, at netop hendes mentale tilstand burde hindre en henrettelse.

De sagde, at hun er født med en hjerneskade og har været igennem et liv med voldsomt misbrug, før hun begik forbrydelsen.

- Det er i offentlighedens interesse at sikre, at regeringen ikke henretter en fange, som på grund af hendes mentale tilstand ikke kan forstå årsagen til dommen, hedder det i dommer Hanlon afgørelse.

Havde det ikke været for dommerens afgørelse, ville Lisa Montgomery have været den første kvinde til at blive henrettet via det føderale retssystem siden 1953.

Montgomery kunne ikke selv blive gravid. I 2004 fandt hun det gravide offer - den 23-årige hundeavler Bobbie Jo Stinnett - online.

Montgomery tog derefter til den gravide kvindes hjem under dække af at ville købe en hundehvalp. Men i stedet dræbte hun den gravide kvinde og skar babyen ud af kvindens mave.

I 2007 blev hun dømt for sine forbrydelser.

Præsident Donald Trumps administration genoptog i juli føderale henrettelser efter en pause i USA på 17 år. Siden da er ti amerikanere blevet henrettet via en dødelig indsprøjtning.

To mænd står til at blive henrettet i næste uge.

Montgomery kan muligvis slippe helt for henrettelsen.

Det skyldes, at den kommende præsident, Joe Biden, er imod føderale henrettelser. Han tiltræder posten som præsident 20. januar og har lovet, at han vil arbejde for at afskaffe dødsstraffen.

/ritzau/AFP