Advokater, der repræsenterer ofrene for Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwells forbrydelser, lover at bringe magtfulde mænd i skjul til fald: »Retfærdigheden vil sejre, også selvom man er præsident eller prins,«

Prins Andrew fik, efter at retten i New York havde kendt Ghislaine Maxwell skyldig i fem ud af seks anklager, en barsk besked fra de advokater, der forsøger at få ham dømt for påstået sex med en mindreårig:

»Prins Andrew bør ryste i bukserne af angst,« sagde advokaten Lisa Bloom til The Daily Telegraph.

Sigrid McCawley, der repræsenterer både Annie Farmer, som vidnede i sagen mod Ghislaine Maxwell og Fiona Roberts Giuffre, der anklager Prins Andrew for overgreb, er enig:

Ghislaine Maxwell fotograferet med nu afdøde Jeffrey Epstein.
Ghislaine Maxwell fotograferet med nu afdøde Jeffrey Epstein. Foto: Johannes EISELE / AFP
Vis mere

»Denne dom viser amerikanerne, at ligegyldig hvem du er, om du så er præsident eller prins, så er du ikke over loven og kan dømmes,« siger Sigrid McCawley.

Ghislaine Maxwell har endnu ikke fået udmålt sin straf, men risikerer helt op til 65 års fængsel. Da hun netop er fyldt tres år, vil hun formodentlig derfor skulle leve resten af sit liv i fængsel.

Medmindre altså hun indgår en aftale med myndighederne. Der spekuleres intenst i international medier om, at hun måske overvejer at indgå en samarbejdsaftale med anklagemyndigheden.

»Hvis hun skal forsøge at redde sit eget skind, så skal det være nu. Vinduet for at indgå sådan en aftale er kun åbent i kort tid. Hvis hun ligger inde med vigtig information om andre, så er det nu, hun skal reagere for sin egen skyld,« siger en anonym tidligere statsanklager i Southern District of New York til The Daily Telegraph.

Retssagen mod Ghislaine Maxwell er blevet kaldt århundredets største, og mediedækningen har været intens.
Retssagen mod Ghislaine Maxwell er blevet kaldt århundredets største, og mediedækningen har været intens. Foto: Tolga Akmen / AFP
Vis mere

Tidligere statsanklager Elie Honig siger til The Times, at Ghislaine Maxwells bedste mulighed nu er at løfte sløret for andre, der har medvirket til forbrydelserne.

»Hun vil kunne opnå en aftale, hvis hun er villig til at kaste lys på Jeffrey Epsteins magtfulde venner, der eventuelt har deltaget i disse ulovligheder,« siger Elie Honig.

Jeffrey Epstein hængte sig selv i en fængselscelle i New York i 2019, mens han ventede på sin dom. Ghislaine Maxwell er kendt skyldig i sammen med Epstein at have misbrugt mindreårige og at have udsat dem for sextrafficking.

»Det vil kræve, at Ghislaine Maxwell tør være helt åbent over for alt, hvad hun ved. Det er langtfra ligetil, og anklagemyndigheden vil kun indgå en aftale, hvis den regner med, at oplysningerne kan føre til domfældelse, siger tidligere statsanklager Elie Honig, der blandt andet har indgået adskillige aftaler med kriminelle gangstere mod sådanne oplysninger.

Prins Andrew benægter alle beskyldninger mod ham. Men kun seks procent af briterne tror på hans udlægning af sagen.
Prins Andrew benægter alle beskyldninger mod ham. Men kun seks procent af briterne tror på hans udlægning af sagen. Foto: Steve Parsons / POOL / AFP
Vis mere

Ghislaine Maxwell har indtil nu holdt helt tæt om sine mange forbindelser i det internationale jetset, men undervejs i retssagen mod hende blev både tidligere præsident Bill Clinton, Donald Trump og Prins Andrew nævnt som folk, der blev fløjet til Jeffrey Epsteins private ø i Caribien ombord på hans private jetfly med kælenævnet Lolitaekspressen.

Der er ingen beskyldninger mod hverken Trump eller Clinton eller de hundredvis af andre telefonnumre på mange af verdens mest magtfulde mænd, der blev fundet i en lille, sort bog i Jeffrey Epsteins varetægt.

Men advokater, der repræsenterer Jeffrey Epsteins ofre, siger nu, at de vil gøre, hvad det skal være for at få vendt hver en sten i sagen og undersøge, om andre medvirkede til ulovlighederne.

Der er som bekendt konkrete beskyldninger mod dronning Elizabeths søn. Prins Andrew. Han benægter alle beskyldninger mod ham, men har i månedsvis været i flyverskjul.

Hans advokater har ved flere lejligheder forsøgt at fremstille Virginia Roberts Giuffre som en utroværdig pengegrib. Noget lignende var en del af taktikken for Ghislaine Maxwells forsvarsadvokater. Denne strategi virkede tydeligvis ikke, og det mener advokaten for otte af Jeffrey Epsteins ofre lover godt for en muligt kommende sag mod prins Andrew.

»Prinsens tekniske protester virker ikke. Han bør ryste i bukserne nu, for kendelsen mod Ghislaine Maxwell viser, at en jury godt kan se igennem, at menneskene bag anklagerne ikke er perfekte mennesker. Ingen mennesker er fejlfrie, men derfor kan de jo godt have ret,« siger Lisa Bloom, en advokat fra Los Angeles til The Daily Telegraph.