Donald Trump gjorde mange ting rigtigt under nattens State of the Union-tale.
Desværre for præsidenten hjælper de nok ikke det store, lyder analysen fra B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær kort efter talens afslutning.
---
Donald Trump har netop afsluttet en rekordlang State of the Union-tale.
Præsidenten gjorde mange ting rigtigt.
Han brugte lang tid på at tale om økonomi, som er et af hans store problemer.
Han brugte lang tid på at tale om immigration, som potentielt er en af hans helt store styrker.
Han brugte tid på at hylde ofre, helte og personer med noget på spil – alt sammen godt til et amerikansk publikum.
Talen endte nok med at blive så lang, at mange faldt fra undervejs. Men han begav sig ikke ud i mange omveje, som han ellers kan finde på at gøre.
I det store hele gjorde Trump mange af de rigtige ting. Spillede på mange af de rigtige temaer og brugte mange af de rigtige kneb.

Desværre for den amerikanske præsident, så rykker talen nok ikke det store.
Mange af hans talepunkter var allerede klar politik. Og mange af hans talepunkter var allerede noget, som deler USA.
Trump gjorde mange ting rigtigt. Men det ændrer formentlig ikke det store, når det kommer til at flytte stemmer til efterårets midtvejsvalg.
Dertil er USA for splittet.
Du kan følge reaktionerne på Trumps tale og hvad der ellers sker i international storpolitik i vores liveblog, som du finder lige HER.

