Paul Alexander så ingen anden udvej for at komme coronavirussen til livs i USA.

»Spædbørn, børn, teenagere, unge voksne, midaldrende uden skavanker har ingen eller kun en lille risiko. Så vi skal bruge dem til at udvikle flokimmunitet. Vi skal have dem alle smittet,« skrev han.

Sådan lød beskeden i en mail fra toprådgiveren til en række embedsmænd i det amerikanske sundhedsdepartement 4. juli i år. Det skriver Politico, der er kommet i besiddelse af en stribe dokumenter om sagen.

Kernen i førnævnte mail er altså, at millioner og atter millioner af amerikanske statsborgere skulle smittes med covid-19. Det er en strategi, man også har benyttet i Sverige.

Oplysningerne er særdeles opsigtsvækkende, fordi Donald Trump-administrationen gentagne gange i år har understreget, at flokimmunitet end ikke har været overvejet som middel til at inddæmme coronavirussen.

I den forbindelse er det interessant at se på Paul Alexander. Han arbejdede i sommer tæt sammen med Michael Caputo, der var udnævnt af Donald Trump til jobbet som talsmand og strateg i sundhedsdepartementet.

»Det fremgik, at han (Paul Alexander, red.) talte på vegne af Michael Caputo, som repræsenterede Det Hvide Hus. Sådan ønskede de, at det skulle fremstå,« siger embedsmanden Kyle McGowan til Politico.

Som Paul Alexander videre skrev i sin mail 4. juli: »Der findes ingen anden vej end at etablere flokimmunitet, og det sker kun ved at lade folk, der ikke er i højrisikogrupperne, blive udsat for virussen. Punktum.«

Paul Alexander havde angiveligt tætte forbindelser til Donald Trump.
Paul Alexander havde angiveligt tætte forbindelser til Donald Trump. CHERISS MAY

Men han nøjedes ikke med det. 24. juli lød det i en mail, at »børn og unge skulle lade sig blive smittet.«

Og kun få dage senere, 27. juli, brokkede Paul Alexander sig i en mail over, at skoler ikke umiddelbart stod foran at blive genåbnet. Dermed »har vi fjernet det mest potente våben, vi havde på slagmarken: Yngre raske personer, børn, teenagere og unge mennesker, som hurtigt burde blive smittet og få spredt virussen, så der kan blive udviklet flokimmunitet.«

Det amerikanske sundhedsdepartement har over for Politico reageret på afsløringerne i dokumentet. Her lyder det, at Paul Alexander kun en i en periode var ansat i organisationen. Og at hans tanker om flokimmunitet »absolut ikke« har formet departementets strategier.

USA er det land i verden, der har været hårdest ramt af coronapandemien. Mere end 310.000 amerikanere er døde, mere end 17 millioner amerikanere er blevet testet positive.