Nicole Smallman blev stukket med kniven 28 gange, Bibaa Henry fik otte dræbende hug.

Alt sammen fordi Danyal Hussein tilsyneladende troede på, at han havde indgået en pagt med en dæmon i håbet om at vinde en milliongevinst i lotto.

Det er ifølge Reuters kommet frem i forbindelse med retssagen, hvor den 19-årige engelske mand i denne uge er blev dømt skyldig i drabene på søstrene.

Og politiet tror på, at de med hans anholdelse en måned efter det blodige overfald faktisk forhindrede et endnu større blodbad.

Danyal Hussein er i denne uge dømt skyldig i de to mord.
Danyal Hussein er i denne uge dømt skyldig i de to mord. METROPOLITAN POLICE

»Jeg er som resten af mit team overbevist om, at han ville være fortsat med et begå flere mord,« som den ledende efterforsker Simon Harding udtrykker det:

»Det hele er svært at forstå for et normalt menneske. Det er nærmest som taget ud af en film.«

I Danyal Husseins hjem, hvor han boede med sin mor, fandt politiet nemlig ikke bare okkulte tegn og besværgelser – de fandt også en håndskrevet 'kontrakt', som teenageren så ud til at have indgået med en navngivet dæmon, Mighty King Lucifuge Rofocale.

Her fremgik det, at den nu morddømte mand skulle dræbe mindst seks kvinder hvert halve år – til gengæld skulle han så vinde i det britiske lottospil Mega Millions Super Jackpot.

Politiet fandt flere okkulte skrivelser hjemme hos anyal Hussein.
Politiet fandt flere okkulte skrivelser hjemme hos anyal Hussein. METROPOLITAN POLICE

Politiet fandt desuden tre lottokuponer, som var købt umiddelbart efter mordene på 27-årige Nicole Smallman og 46-årige Bibaa Henry.

De havde inden det fatale møde med Danyal Hussein fejret den ældste søsters fødselsdag i Wembleys Fryent Park i den nordvestlige del af London. Det var i juni sidste år.

Her var de ifølge politiets oplysninger alene, efter at gæsterne havde forladt parken. Søstrene havde løbende taget mere end 150 billeder af hinanden på deres mobiltelefoner, og ifølge efterforskeren Simon Harding viser det sidste 'uhyggelige' billede angiveligt, at søstrene begge kigger til den ene side – fordi Danyal Hussein her ankommer.

De blev dagen efter fundet af Nicole Smallmans kæreste i et nærliggende skovområde.

Danyal Hussein har løbende erklæret sin uskyldig, men juryen ved Londons Old Bailey-ret dømte ham tirsdag skyldig. Først senere vil strafudmålingen finde sted.

Efter domsafsigelsen kom ofrenes mor med følgende udtalelse:

»I dag vil vi huske vores piger som de vidunderlige og stærke kvinder, de var. Vi håber, at der kommer noget godt ud af denne forfærdelige historie,« sagde Mina Smallman ifølge Reuters.