Mindst fire er døde, og elleve personer er såret i en chokerende trafikulykke i Tampa i USA.
Her mistede en bilist kontrollen i høj hastighed og bragede ind i fodgængere og en butik, skriver ABC News.
Tre af ofrene blev erklæret døde på stedet ifølge mediet.
Et fjerde offer afgik ved døden på hospitalet, mens ét offer er i kritisk tilstand. Yderligere otte er i stabil tilstand og behandles på hospitalet.
En 22-årig mand blev tilbageholdt ved ulykkesstedet.
Den mistænkte kørte angiveligt allerede »hensynsløst« på motorvejen, som han drejede af fra, inden ulykken ifølge politiet.
»Det, der skete i morges, var en meningsløs tragedie, vores hjerter er med ofrenes pårørende og alle dem, der blev berørt,« siger politichefen i Tampa, Lee Bercaw, i en udtalelse.