Dødstal i Venezuela-jordskælv fordobles til 589
Dødstallet efter jordskælv i Venezuela er fredag eftermiddag dansk tid mere end fordoblet til 589.

Dødstallet efter jordskælv i Venezuela er fredag eftermiddag dansk tid mere end fordoblet til 589.

589 personer har mistet livet i jordskælvene i Venezuela.
Det oplyser landets fungerende præsident, Delcy Rodriguez, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det opdaterede dødstal er mere end en fordobling af det dødstal, som blev meldt fra morgenstunden dansk tid.
- Desværre har vi 589 mennesker, som er døde, siger Rodriguez under et tv-transmitteret møde med militære og civile embedsmænd.
Det hidtidige officielle dødstal var på 235 mennesker.
2980 personer meldes ifølge præsidenten kvæstede.
Men der er stor usikkerhed om det reelle antal døde, kvæstede og savnede.
En hjemmeside, der tager imod meldinger om savnede, har per fredag eftermiddag dansk tid meldinger om over 50.000 savnede mennesker.
Landet blev natten til torsdag dansk tid ramt af to jordskælv, der målte henholdsvis 7,2 og 7,5.
Skælvene ramte det nordlige Venezuela vest for landets hovedstad, Caracas.
Jordskælvene ramte med under et minuts mellemrum.
Den amerikanske geologiske overvågningsmyndighed, USGS, vurderer det sandsynligt, at over 10.000 mennesker har mistet livet.
Mens dødstallet fortsat stiger, er redningshold og nødhjælp fra udlandet fredag ankommet til Venezuela, rapporterer Reuters.
Den fungerende præsident, Delcy Rodriguez - som tog over, efter at USA anholdt og tog hendes forgænger Nicolas Maduro til fange i januar - har lovet en omfattende hjælpeindsats.
Men torsdag kom hjælpen stadig kun sporadisk frem ifølge Reuters. Nogle steder var der mange brandfolk, politibetjente og hjemmeværnsfolk. Andre steder var der en minimal myndighedstilstedeværelse.
La Guaira, en kystby lige uden for Caracas, er den værst ramte. Her er mindst 100 bygninger, som også tæller store boligblokke, styrtet sammen.
/ritzau/