Titusindvis er flygtet fra skovbranden i det nordlige Californien. Mindst ni personer er bekræftet omkommet.

Mindst ni mennesker har mistet livet i en omfattende skovbrand i det nordlige Californien i USA.

Det oplyser Korey Honea, der er sherif i Butte County, natten til lørdag dansk tid.

- Det er min sørgelige pligt at bekræfte, at vi nu er oppe på ni omkomne, udtaler sheriffen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den hastigt voksende skovbrand i det nordlige Californien havde indtil da krævet fem dødsofre. De blev alle fundet døde i udbrændte biler.

Ingen af de omkomnes identitet er blevet offentliggjort.

Allerede torsdag måtte titusindvis af mennesker flygte fra skovbranden.

Skovbranden tvang først myndighederne til at evakuere hele byen Paradise, der har 27.000 indbyggere og ligger knap 300 kilometer nordøst for San Francisco.

Branden har ifølge AP nærmest jævnet byen med jorden, og siden er den blevet fire gange så stor. Mindst 6700 bygninger er brændt ned, heraf er størstedelen indbyggernes hjem.

Samtidig har mindst 20 af de brandfolk, der arbejder på at evakuere borgere, selv mistet deres hjem til skovbranden.

Brandene er også taget til i det sydlige Californien.

Myndighederne oplyser, at mindst 250.000 mennesker og hele byer er blevet evakueret. Heriblandt er Malibu og Chico med henholdsvis 13.000 indbyggere og 90.000 indbyggere.

Evakueringerne har flere steder medført panik, og i Chico kørte flere biler galt, da de forsøgte at komme ud af byen.

Mange bekymrede borgere tyr til de sociale medier, hvor de deler billeder af deres pårørende i håb om at finde dem i live.

Den evakuerede by Malibu er hjemsted for nogle af verdens største og rigeste stjerner. Sangerinden Lady Gaga og reality tv-stjernen Kim Kardashian er begge blevet evakueret, oplyser de på Instagram.

Sidstnævntes papfar, den kendte forkæmper for transkønnedes rettigheder Caitlyn Jenner, har mistet sit hus til flammerne. Det skriver mediet TMZ.

/ritzau/