I 2005 blev den svenske model Yvonne Jonsson myrdet i Sri Lanka. Kvalt i sine egne jeans. Hun blev blot 19 år.

Millionærsønnen Jude Shramantha Jayamaha begik mordet, og i 2012 blev hans dom ændret til en dødsdom. Men i går kunne han forlade sin celle.

Det er Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, der har benådet morderen og sat ham på fri fod.

Præsidenten mener, at Jude Shramantha Jayamaha har opført sig eksemplarisk i fængslet.

»På det tidspunkt (for mordet, red.) var han 19 år gammel og havde et skænderi med kvinden, der blev dræbt. I dag er han 32 år gammel og har taget en doktorgrad. Han har bedt mig om at tilgive ham. Jeg overvejer det, da han har opført sig godt,« har præsidenten tidligere sagt ifølge den svenske avis Expressen.

Nu har han sat handling bag ordene. Lørdag forlod Jude Shramantha Jayamaha sin celle – til den myrdede kvindes families store bestyrtelse.

'Han har aldrig vist tegn på anger. Vi har kæmpet så hårdt for at få livet tilbage på ret køl, og efter 15 år kæmper vi stadig for retfærdighed,' skriver den myrdede kvindes søster Caroline på Facebook ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også i Sri Lanka har benådningen skabt frustration. For det var et bestialsk drab, Jude Shramantha Jayamaha begik.

Yvonne Jonsson blev kun 19 år gammel.
Yvonne Jonsson blev kun 19 år gammel. Privat

Yvonne Jonsson blev fundet dræbt i en trappeopgang mellem 19. og 20. etage i det luksuslejlighedskompleks i hovedstaden Colombo, hendes familie boede i.

Efter en fest havde Jude Shramantha Jayamaha smadret hendes hoved mod et trappetrin, og mens hun stadig var bevidstløs, tog han hendes jeans af og kvalte hende i dem. Sporene i trappeopgangen viste, at hun havde kæmpet for sit liv.

I første omgang fik den srilankanske millionærsøn, der på drabstidspunktet var kæreste med Yvonne Jonssons lillesøster, 12 års fængsel for sin udåd, men i 2012 blev dommen ændret til en dødsdom. En dom, præsidenten nu har omstødt med sin benådning.

Yvonne Jonssons familie har kontaktet den svenske ambassade i Indiens hovedstad, New Delhi, men foreløbig uden held.