En brutal, opsigtsvækkende og dødelig video optaget på fronten i Ukraine giver et unikt indblik i, hvordan krigen har ændret sig for altid.

Samtidig er den et uhyggeligt bevis på, hvorfor Putin og Rusland bløder mandskab, mens Ukraine for første gang i flere år har overhånden.

Videoen er optaget af mandskab fra det ukrainske forsvar langs fronten i Ukraine i Sumy-regionen.

Den er brutal, fuld af død og personer, der ser ud til at komme alvorligt til skade.

B.T. bringer videoen i en redigeret version, da den er et helt konkret bevis på, hvordan udviklingen i krigen i Ukraine er gået i løbet af de seneste år.

Indledningsvist ser man en mark, der skal ligge i den nordøstlige ukrainske region Sumy.

Marken er strøet til med mindre sorte mærker fra eksplosioner. Fra distancen kan man se små skikkelser bevæge sig fremad.

Det hele er filmet fra luften – formentlig af en ukrainsk overvågningsdrone.

I næste sekvens kommer man endnu tættere på. En person, som skal være en russisk soldat, bevæger sig langs en mindre sti på en mark.

Ind fra højre kommer en drone flyvende. Da den er helt tæt på soldaten, eksploderer den. Efterfølgende filmes et mindre krater med en soldat, der ligger ubevægelig.

De to sekvenser er bare en lille bid af en lang række videoer af russiske soldater, der bliver angrebet af ukrainske droner.

På en anden ser man en sekvens filmet højt oppe. En soldat løber over en mark. Der kastes en lille sprængladning mod soldaten, der nært undslipper.

Kort efter klippes der til en russisk soldat, som ligger helt stille på jorden. En sprængladning smides ned på personen, hvorved hovedet skilles fra resten af kroppen.

Netop den del har B.T. sløret, ligesom vi har sløret en række andre øjeblikke i videoen, hvor det bliver for grafisk eller viser personer, der mister livet.

Men vi har valgt at udgive videoen, da den er et helt konkret bevis på den måde, krigen i Ukraine har udviklet sig.

I løbet af de tre måneder i år fra og med februar til og med april har de ukrainske tropper for første gang siden 2023 formået at indtage mere territorium, end de har mistet til Rusland.

Den udvikling er så markant, at militæranalytiker Anders Puck Nielsen tidligere over for B.T. beskrev situationen på følgende måde for den ellers hårdt pressede nation:

»Det er svært at sige, hvilke tal der er de rigtige. Men uanset hvad er det stadig en klar tendens, vi ser, hvor Ukraine nu for tredje måned i streg vinder frem,« sagde Anders Puck Nielsen.

Han fortalte videre, at udviklingen er fremragende nyt for Ukraine og elendigt for Rusland og landets præsident, Vladimir Putin.

»Der er lys i horisonten. Og det må give kraftig hovedpine i Rusland.«

Årsagen til, at vi ser netop den type krig, hvor ukrainske droner kæmper mod russiske soldater, er den rivende udvikling, som Ukraine har gennemgået de seneste år.

Deres største problemer har længe været mangel på mandskab – hvor Rusland har mange flere mænd at tage af – og mangel på våben.

Det har man på mange måder løst ved hjælp af ubemandede systemer som droner, robotter og lignende, som man selv kan producere billigt og i stort antal.

»Ukraine dominerer med droner. Og deres kompetencer med droner og ubemandede systemer gør op for deres manglende antal i mandskab,« forklarede Anders Puck Nielsen tidligere til B.T.