Dødelig myggevirus har ramt ferieparadis
Tidligere er ti personer døde som følge af virussen.

Tidligere er ti personer døde som følge af virussen.

Mange turister elsker en tur til det spanske ferieparadis Costa del Sol.
Men i øjeblikket er det ikke uden risiko at rejse dertil.
Ifølge Expressen har myg, der bærer vestnilvirus, spredt sig nær byerne Fuengirola og Mijas, hvilket har fået myndighederne til at udstede rød alarm.
For et par uger siden viste en spansk mand symptomer, og efterfølgende blev smitten bekræftet ved laboratorietests.
Selvom tilfældet var mildt, har det alligevel fået de spanske sundhedsmyndigheder til at advare både turister og lokale.
»Ministeriet har besluttet at forlænge nødsituationen indtil 14. august,« siger en talsmand for myndighederne ifølge britiske GB News, skriver Expressen.
Tidligere er ti personer, der opholdt sig i de andalusiske ferieområder, døde som følge af virussen.
I år er kun fem personer blevet smittet, men ingen af tilfældene har været alvorlige.
Andalusien har i alt 15 kommuner, der er klassificeret som risikozoner. Samtidig er smitten konstateret i blandt andet Italien, Grækenland og Frankrig. På tværs af de fire lande er 81 personer blevet smittet i løbet af året.
Man får vestnilvirus ved at blive stukket af en myg, der er inficeret med virussen, primært fra syge fugle.