Lørdag mistede tre turister livet, mens 15 andre blev såret som følge af høje og aggressive bølger langs ferieparadiset Tenerifes nord- og sydkyst.
Ifølge det svenske medie Expressen blev ti personer skyllet væk af havet i byen Puerto de la Cruz, da bølger slog ind over kajen.
Turisterne var steget af et krydstogtskib, der samme dag havde lagt til kaj i den nærliggende by Santa Cruz de Tenerife.
En kvinde i gruppen døde, mens tre andre blev alvorligt såret, lyder meldingen.
Også i byen Roque de las Bodegas blev turister ofre for bølgernes vrede. Her mistede en fransk turist livet, da han besøgte stranden i byen.
På trods af tydelige advarselstegn var den franske turist gået tæt på kysten sammen med flere andre, da bølgerne pludselig slog ind mod land – og trak turisten ud mod havet.
Det tredje dødsfald fandt sted på den sydlige del af øen, hvor en turist også blev trukket ud på havet ved Cabezo-stranden i Granadilla de Abona.
Ifølge Sebastián Quintana, der er formand for organisationen Canarias 1.500 Km de Costa (De Kanariske Øers 1.500 km kystlinje, red.), som arbejder for at forhindre drukneulykker, slog lørdagens ulykker en tragisk rekord.
Han forklarer – ifølge Expressen – til den spanske radiostation Cadena Ser, at der aldrig har været så mange drukneulykker på en enkelt dag før.
Ifølge Quintana illustrerer lørdagens ulykker, hvor lidt turister ved om farerne ved havet på den yndede turistdestination.
»Alle ofrene var turister. Ingen af dem badede. De var fuldt påklædte og gik for tæt på kysten på en fuldstændig uforsigtig måde, hvor de blev ramt af store bølger, der kastede dem i havet,« fortalte Sebastián Quintana – ifølge Expressen – til radiostationen.
Af den grund opfordrer Quintana til, at de lokale hoteller sætter skilte op i receptionen, der advarer deres gæster om farerne ved at færdes ved kysten.
