Bag lukkede døre udviklede diskussioner mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj sig til at være anspændte og »ubehagelige« under fredagens møde i Det Hvide Hus.
Det fortæller flere kilder med kendskab til mødet til CNN. Og den ukrainske præsident må være skuffet over mødets resultat, vurderer B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
Volodymyr Zelenskyj havde nemlig rakt ud efter en købsaftale af de langtrækkende, amerikanskproducerede Tomahawk-missiler.
Men aftalen blev aldrig indgået:
»Forud for mødet var Zelenskyj fuld af forhåbninger. I hans optik vil aftalen kunne ændre krigen til deres fordel. Men nu går han derfra med en bitter smag i munden,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
I ugen op til mødet lød det ellers fra USAs præsident Donald Trump, at han overvejede at stable en salgsaftale på benene mellem de to lande.

Men da de to præsidenter fredag sad over for hinanden, afviste Donald Trump at indgå en aftale:
»Det er et problem. Vi har brug for Tomahawks og mange andre ting, som vi har sendt til Ukraine i løbet af de sidste fire år,« sagde Trump fredag ifølge ABC News.
»Vi ville hellere se, at de ikke havde brug for Tomahawks,« sagde Trump.
Derfor var der også skuffelse at spore på tv-billeder af den ukrainske præsident:

»Zelenskyj er næsten blevet banket tilbage start. Det ikke super sjovt for ham. Det var helt tydeligt at se, og at han var skuffet,« lyder det fra B.T.s udlandsredaktør.
Til CNN beskrev personer med indsigt i mødet, at det var anspændt, ærligt og til tider »ubehageligt,«, hvilket kan skyldes oplevelser fra tidligere møder:
»Hvis vi går tilbage til det første møde i Det Hvide Hus, syntes Trump, at Zelenskyj kom ind med en mentalitet, hvor han krævede hjælp. Så blev han sat grundigt på plads i Det Hvide Hus i februar,« siger Jeppe Elkjær og henviser til mødet i februar.
Dengang blev den ukrainske præsident nærmest smidt ud af Det Hvide Hus, mens han blev angrebet af vicepræsident J.D. Vance for aldrig at have udvist taknemmelighed over USAs militære støtte.

»Trump og Zelenskyjs forhold er skrøbeligt. Hvis mødet har været anspændt kan det være, han er blevet mindet om, at han i virkeligheden ikke er særlig vild med Zelenskyj,« siger Jeppe Elkjær.
Ifølge en række amerikanske medier, lyder det desuden, at Donald Trump ændrede holdning til våbensalget, efter at have talt i telefon med Vladimir Putin torsdag.
Det kan du læse meget mere om HER.