Louvre var ikke tilstrækkeligt overvåget af videokameraer, da en gruppe tyve søndag brød ind og stjal otte dyrebare juveler på det berømte kunstmuseum, der ligger i Frankrigs hovedstad, Paris.

Det siger Laurence des Cars, der er direktør for museet, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dækningen af kameraerne var "særdeles utilstrækkelig", siger direktøren til Frankrigs senat ifølge nyhedsbureauet.

- Det dækker tydeligt ikke alle Louvres facader, og desværre er der på siden ved Gallerie d'Apollon kun et installeret kamera rettet mod vest. Derfor dækker det ikke balkonen, der var involveret i indbruddet, siger hun.

Tyvene ankom til Louvre på scootere omkring klokken 09.30, da museet allerede havde været åbent en time.

De brugte efterfølgende en møbelkran og vinkelslibere til at komme ind i Gallerie d'Apollon, hvor blandt andet flere af de franske kronjuveler er udstillet.

To af de fire gerningsmænd brugte møbelkranen til at kravle op på en altan, hvorefter de brugte vinkelslibere til at komme ind ad et vindue.

Da de kom ind i Gallerie d'Apollon, truede de ifølge Laure Beccuau, der er anklager ved anklagemyndigheden i Paris, museumsvagter med vinkelslibere.

Det fortæller hun til det franske medie RTL.

Blot nogle minutter tog det for tyvene at tvinge sig adgang til to udstillingsmontre, hvorefter de flygtede på scootere.

De otte dyrebare juveler, der blev stjålet, har ifølge den franske anklager en anslået samlet værdi af 88 millioner euro - svarende til cirka 650 millioner danske kroner.

Louvre er verdens mest besøgte museum. Sidste år havde det omtrent ni millioner besøgende.

Tyveriet har på ny skabt debat om manglen på sikkerhed i franske museer, efter at to andre institutioner blev ramt sidste måned, skriver AFP.

/ritzau/