Over 70.000 skovbrande er registreret mellem januar og august i Amazonas. Brande, som stadig hærger.

Problemet er højst sandsynligt menneskeskabt, og det kan du tænke over, mens du tygger på din lækre bøf – hvis den vel at mærke stammer fra Brasilien.

Flere medier skriver, at Brasiliens landbrug og især den voksende oksekødsproduktion, som i øvrigt er verdens største, er skyldige. Det kan meget vel være en del af sandheden.

Store jordejere har under præsident Jair Bolsonaro fået tilladelse til omfattende fældning og afbrænding af regnskoven.

99 procent af de nuværende brande er menneskeskabte, vurderer en seniorforsker hos Brasiliens rumforskningscenter, INPE, ifølge CNN.

Danske eksperter mener helt overordnet, at landbrugssektoren i Brasilien har et stort problem.

»Jeg vil ikke sige, at det er en enkelt afgrøde, men deres største landbrugsareal bliver brugt på sukkerrør og soja, og også oksekødsproduktionen fylder rigtig meget,« siger Jannick Schmidt, der er lektor ved Aalborg Universitet ved Dansk Center for Miljøvurdering.

»Nu har jeg ikke været dernede og tjekke selv, men der er mange, som siger, at det er påsatte brande for at skabe ekstra landbrugsland, og det er tendensen, vi ser.«

Han mener, en stor del af problemet skyldes manglende lovgivning på området i især Brasilien, der er verdens største eksportør af oksekød. Danmark importerede 375 ton kalve- og oksekød fra samba-landet i 2018, viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

»Det er rimelig risikofrit for dem at nedsætte sig som bønder. De steder i verden, hvor der er svag regulering, kan man slippe af sted med at udvide. Det er der uheldigvis i mange regnskovsområder – heriblandt Brasilien, men også i Indien og i Centralamerika.«

Problemet med oksekød i forhold til andre afgrøder er, at det kræver et stort areal for at producere et enkelt kilo, dermed skal der også skabes større arealer til kvæget.

Det er ganske enkelt praksis, at man brænder skov af for at skabe græsningsarealer til blandt andet kvæg.

Her græsser kvæget, indtil området er helt udpint. Når det sker, bliver man nødt til at udvide igen ved at brænde regnskov af. Det er en ond cirkel.

»Det er jo dumt, så derfor forsøger man at forbedre, at frugtbarheden bliver holdt oppe. Det er man lykkedes med mange steder, også i sojaproduktionen,« siger Jørgen Eivind Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet på Institut for Agroøkologi.

Professoren tror ikke, at problemet bliver løst af sig selv.

»Det er i virkeligheden markedets skyld. For hvordan søren skal man efterkomme en stigende efterspørgsel?« spørger han og fortsætter:

»Der er ikke nogen tvivl om, at det skyldes, at landbruget ekspanderer. Om det så lige skyldes soja, kød eller noget andet, tror jeg er svært at sige.«

Brandene i Amazonas er noget, som skal tages op på EU-niveau. Det mener den finske finansminister, Mika Lintila, som for ganske få dage siden foreslog, at man i EU bør se på muligheden for at forbyde import af brasiliansk oksekød.

Frankrig og Irland har også givet udtryk for bekymring over brandene. Landenes overhoveder har oplyst, at de vil blokere for EU-aftalen, hvis ikke den brasilianske præsident Bolsonaro gør mere for at stoppe brandene.