Dansk Industri og Dansk Metal sidder normalt på hver sin side af bordet - som repræsentanter for henholdsvis arbejdsgivere og arbejdstagere i Danmark.
Men forud for næste uges afgørende EU-forhandlinger om beskyttelsesperioden for nye lægemidler er de gået sammen.
Både DI's administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, og Dansk Metals formand, Claus Jensen, frygter, at EU er på vej til at gøre alvorlig skade på lægemiddelindustrien ved at sænke markedsbeskyttelsesperioden for nye lægemidler, så Europa bliver mindre attraktiv for virksomheder som Novo Nordisk.
- Det er en stensikker måde at flytte medicinalindustrien ud af Europa, hvis man forkorter beskyttelsesperioden.
- Man skulle næsten tro, at det var Trump, der havde fundet på det her. Der kan kun være en amerikansk administration, der klapper i hænderne over, hvad europæerne nu har gang i, siger Lars Sandahl Sørensen.
Også i Dansk Metal er man bekymret for, at aftalen kan koste et tab af arbejdspladser og viden i Europa.
Problemet rækker langt ud over Danmark, mener Claus Jensen:
- Hvis vi mener, at Europa ikke skal være et taberkontinent, og at Danmark ikke kan være en vindernation på et taberkontinent, så bliver vi nødt til at se ud over Danmarks grænser og Novo, selv om jeg er bekymret for dem.
- Vi bliver også nødt til at se på den tyske, franske, italienske og spanske medicinalindustri. Europa bliver nødt til at have noget konkurrencekraft. Og så kan det ikke nytte noget, at vi stiller vores virksomheder meget ringere, end hvis de flyttede til USA, siger Claus Jensen.
En aftale kan falde på plads den 10. december.
Dermed er tiden ved at løbe ud for at påvirke de europæiske politikere til at ændre kurs.
Beskyttelsesperioden i EU er i dag på sammenlagt 10 år, når et medicinalselskab lancerer et nyt lægemiddel.
EU-Kommissionen foreslog i 2023 at sænke perioden med to år. Dog med mulighed for igen at forlænge periode med to år, hvis det nye lægemiddel blev lanceret i samtlige EU-medlemslande.
Målet var at sikre, at alle patienter i hele EU får lige adgang til lægemidler. Og hurtigt får adgang til lægemidler, som er til at betale.
En udfordring med den lange beskyttelsesperiode er, at den i en længere periode forhindrer konkurrerende virksomheder i at lave billige kopier af den nye medicin.
Det er godt for selskabet, som har brugt penge på at udvikle det nye lægemiddel. Men det kan gøre lægemidlet dyrere for forbrugeren.
Problemet er ifølge DI og Dansk Metal, at beskyttelsesperioden i USA er 12 år.
Det betyder, at det er mere attraktivt at markedsføre nye lægemidler i USA, hvor markedsbeskyttelsen giver virksomhederne to år mere at tjene deres investeringer hjem.
Og sænkes den yderligere, vil virksomheder som Novo blive markant bedre stillet, hvis de lancerer deres produkter i USA.
Det er med til at flytte produktion og udvikling, mener DI og Dansk Metal.
- Det er klart, at hvis man som lægemiddelproducent skal pumpe enormt store summer i forskning, udvikling og testforsøg for at sikre os de bedst mulige behandlingsformer, skal der være en form for tilbagebetaling, siger Lars Sandahl Sørensen.
For det danske EU-formandskab er aftalen om lægemidler en af de mest ømtålelige opgaver at håndtere.
I kraft af formandskabet er Danmark forpligtet til at være en fair forhandlingsleder.
Det vil sige, at Danmark ikke må lade egne interesse gå forud for de øvrige EU-landes i forhandlingerne.
Det kan dog være svært, når Novo Nordisk tjener så mange penge, at skatteindtægterne har direkte indflydelse på, hvor mange penge Danmark kan bruge på velfærd, forsvar og andre offentlige investeringer.
Både Dansk Metal og DI oplever dog, at den danske regering og de danske diplomater formår at håndtere opgaven.
Presset kommer med andre ord fra andre sider.
Det vil sige EU-lande, som ikke har en medicinalindustri af betydning. Og EU-Parlamentet, hvor flertallet måske vil vægte hensynet til forbrugerne over hensynet til arbejdspladser.
Spørgsmål: En kortere beskyttelsesperiode kan gøre det billigere for forbrugerne at købe medicin. Hvorfor skal man ikke vægte det højere?
- I den her sammenhæng tænker jeg i, at vi skal have nogle virksomheder, som kan udvikle nye behandlinger for alle mulige forskellige sygdomme.
- Det er der flere virksomheder, der vil gøre, hvis de har sikkerhed for, at deres produkter ikke hurtigt bliver kopieret, siger Claus Jensen.
/ritzau/
