Danskerne valfarter hvert år til det thailandske ferieparadis på landets største ø, Phuket, men lige nu er alt ikke fryd og gammen ved de smukke strande på øen.

Myndighederne slår nemlig alarm på grund af en voksende affaldskrise på øen.

Det skriver Reuters.

Det vrimler med plastflasker og tomme øldåser på havbunden i farvandet omkring Phuket, mens der hober sig mere og mere skrald op på selve øen, der ellers normalt er kendt for flotte strande.

Inde i et hjørne på øen kører lastbiler og traktorer frem og tilbage og flytter store bunker af affald hen til en kæmpe losseplads, som vokser med 1.000 tons affald om dagen.

Lossepladsen har vokset sig så stor, at den bjergudsigt, der var i horisonten ved Vassana Toyous hjem, ikke er der mere. I stedet er der udsigt til et skraldebjerg.

»Der er ikke noget liv uden for huset, og vi bliver bare hjemme. Lugten er meget fæl, og man er nødt til at gå med maske,« siger hun til Reuters.

Affaldet, som de ikke kan nå at håndtere på Thailands største ø, skyldes i høj grad den voksende turisme, lyder det.

Ud af landets 35,5 millioner besøgende i 2024 var omkring 13 millioner af dem et smut forbi Phuket.