Mens de franske gader har stået i flammer de seneste uger, har man formentlig gnedet sig i hænderne i den russiske hovedstad.

For meget tyder på, at de voldsomme franske protester og optøjer er blevet boostet udefra.

Nu skal der ses nærmere på, om Vladimir Putin har haft en finger med i spillet, da det gik helt amok i Frankrig.

Det slår det danske medlem af Europa-Parlamentet fra Socialdemokratiet Christel Schaldemose fast overfor B.T.

Netop Christel Schaldemose er næstformand i parlamentet og var en af hovedforhandlerne på parlamentets Digital Services Act (DSA), som blandt andet har til fokus at gøre det mere sikkert at færdes online og på sociale medier.

Samtidig er hun i et udvalg om europæisk cybersikkerhed.

Og her bliver det for alvor interessant i forhold til det, der er fundet sted i Frankrig.

Hvad der oprindeligt begyndte som studenterprotester har udviklet sig til store protester i flere byer med vold, kampe, ildspåsættelser, plyndringer og hærværk i stor stil.

Men noget tyder på, at protesterne i Paris og en række andre franske byer ikke udelukkende udviklede sig organisk.

Franske medier har blandt andet beskrevet, hvordan falske nyheder om protesterne blev spredt i Frankrig.

Protesterne i en række storbyer i Frankrig har været voldsomme – blandt andet med ildspåsættelser som her i Marseille. Måske er der blevet pustet til ilden af udefrakommende magter. Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix

Og helt konkret har organisationen Alliance4Europa dokumenteret, hvordan et netværk af såkaldte ‘bots’, som er automatiserede profiler på sociale medier, der skal skrive bestemte typer samstemmende opslag, blev brugt til at sprede misinformation om de franske protester.

Umiddelbart tyder på det, at der har været indblanding udefra. Og det vil Christel Schaldemose nu have undersøgt nærmere, forklarer hun til B.T.

»Hvis prorussiske netværk udnytter urolighederne i Frankrig til at sprede desinformation og skabe mere splittelse, er det en meget alvorlig sag.«

»Vi skal have afdækket, hvem der står bag kampagnerne, og om de sociale mediers algoritmer har været med til at give dem større gennemslag. Forsøg på at destabilisere vores samfund kræver et fælles europæisk svar,« siger hun.

Christel Schaldemose, næstformand i Europa-Parlamentet for S, vil have det undersøgt, at fremmede magter – hovedsageligt Rusland – har blandet sig i de franske protester online. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tidligere har også Financial Times beskrevet, hvordan man i Europa-Parlamentet nu vil undersøge online hændelser i forbindelse med situationen i Frankrig nærmere.

Meget tyder nemlig på, at fremmede magter – måske Rusland – har haft en aktiv finger med i balladen.

»Jeg mener, at EUs nye center for demokratisk resiliens skal inddrages. Det er netop oprettet for at styrke vores evne til at opdage og imødegå den slags trusler. Centret skal hjælpe med at samle viden og koordinere indsatsen mellem landene. Udenlandske påvirkningskampagner er en udfordring for hele Europa,« siger Christel Schaldemose.

Europa står i disse måneder midt i en hybridkrig mod netop Rusland, har den danske statsminister Mette Frederiksen og en række andre topledere rundt omkring i Europa tidligere udtalt.

I forbindelse med protesterne i blandt andet Paris har der væres hærværk og plyndringer. Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Og her er online aktiviteter – som eksempelvis at opildne demonstranter i Frankrig – lige så aktiv en del som droner, sabotage og brandattentater.

Og netop på det punkt har vi ladet stå til, har Flemming Splidsboel fra DIIS, som er ekspert i Rusland og landets hybridkrig, tidligere fortalt til B.T.

»Vi lader nok Rusland komme for meget til i cyberfeltet,« sagde eksperten tidligere til B.T. og uddybede:

»Vi ved i hvert fald ikke, hvad vi skal gøre ved dem.«