Det så du ikke på tv: Nægtede at give hånd til politisk ordfører
Da Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, rakte hånden frem til et medlem af Hiz but-Tahrir, nægtede vedkommende at give hånd.

Da Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, rakte hånden frem til et medlem af Hiz but-Tahrir, nægtede vedkommende at give hånd.

Bag kulisserne udspillede der sig lidt af en værdikamp, da socialdemokraten Rasmus Stoklund var i DRs Deadline for at debattere med Hizb ut-Tahrirs talsmand, Elias Lamrabet.
Programmet blev lagt online den 17. august, men tv-klippene viser ikke, at Elias Lamrabeths »wingman« nægtede at give hånd til den tidligere minister, da de sad i sminkerummet inden programmet.
Det er på trods, at Rasmus Stoklund stak labben frem for netop at hilse på god, gammeldags dansk manér.
»Han var sådan en ‘bodyguard-type’, og da jeg spurgte, om det var fordi, at han ikke ville hilse på vantro, så svarede han, at ‘det måtte jeg selv tænke mig til',« siger Rasmus Stoklund.
Den politiske ordfører og udlændingepolitiske 'strammer' mener, at episoden viser den kulturelle kløft, der er mellem Hizb ut-Tahrirs menneskesyn og danske værdier.
Hvilket den politiske ordfører fik bekræftet i debatten med Elias Lamrabet, som blandt andet undveg at svare på, hvad straffen skulle være for frafaldne muslimer.
»Hizb ut-Tahrir er gode til at ‘sugarcoate’, det vil sige at pakke budskaberne ind i plusord som eksempelvis mangfoldighed. Men det ændrer ikke på, at de repræsenterer det rene vanvid. At de vil omdanne Danmark til et kalifat,« siger Rasmus Stoklund.
Stoklund var i en kort periode integrationsminister i den daværende SVM-regering.
Hans parti har med Mette Frederiksen i spidsen haft magten siden 2019. ligesom Socialdemokratiet i lange perioder har haft regeringsmagten før det. Fra 1993 til 2001 og fra 2011 til 2015.
Men hvad er dit og Socialdemokratiets ansvar? Det er vel jer, der er ansvarlige for, at der løbende er kommet mennesker hertil, som er antidemokrater?
»Jeg har ofte kritiseret mit eget parti for den politik, der blev ført tidligere. Særligt i 1980’erne med udlændingeloven, og jeg erkender, at vi har et medansvar. Og ja, det er vanskeligt at fortryde en omelet, og interviewet i Deadline viser i den grad, at vi ikke er i mål. Der er masser af arbejde foran os,« siger Rasmus Stoklund.

Deadline-interviewet med Hizb ut-Tahrirs talsmand blev som nævnt lagt ud på DR.dk mandag i sidste uge.
Senere samme uge talte B.T.s Joachim B. Olsen i podcasten Borgerligt Tabloid med somalieren Mohamed Abdi Kahn, der ikke lægger skjul på, at han foragter det Danmark, som har givet ham og hans familie asyl, økonomisk støtte, skolegang og gratis lægebehandling. At sharialoven står over alt andet
Mohamed Abdi Kahn holder fast i, at han som flygtning har en stribe rettigheder, som gør, at han må mene, lige hvad han vil om Danmark. Uden at vi kan gøre noget ved det.
Samme rettigheder nyder Hizb ut-Tahrirs talsmand, Elias Lamrabet,, gavn af, eftersom ytringsfriheden giver vide rammer for, hvad man må mene.
Nytter argumenter overhovedet over for eksempelvis medlemmer af Hizb ut-Tahrir?
»Nej, men jeg er optaget af, at Hizb ut-Tahrir ikke bliver flere, og det er også derfor, at vi skal advare mod dem,« siger Rasmus Stoklund og fortsætter:
»Det kan godt være, at de ikke har en stor følgeskare, men det handler også om at slå ring om de muslimer, som de forsøger at påvirke med deres ekstremisme.«
Trafikken fra de muslimske Menapt-lande til Danmark fortsætter, samtidig med at du og I advarer om konsekvenserne af de antidemokratiske holdninger, det medfører. Hvorfor stopper I ikke den trafik?
»Det er ikke rigtigt. I perioder har vi haft nettoudvandring. Men det er klart, arbejdet er ikke slut, og der skal sendes flere folk tilbage, for der er kommet for mange til Danmark, som ikke kan integreres. Det var også derfor, vi reagerede med det samme, da der kom migranter til Ceuta. Vi kan ikke acceptere det, der skete i 2015,« siger han med henvisning til flygtningekrisen samme år.
Tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at der fra 2015 til 2025 er kommet 38.177 personer til Danmark fra Menapt-landene, som omfatter de muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan og Afghanistan. Heraf er de 13.375 kommet hertil under en Mette Frederiksen-ledet regering fra 2019 og frem.
Alligevel mener Rasmus Stoklund, at der ‘i vidt omfang er sat en prop i’.
»I praksis er der en begrænset indvandring fra disse lande. Jeg mener ikke, vi er på vej mod svenske tilstande, for vi har ikke på samme måde en udvikling, der er ude af kontrol ligesom i Sverige«.
Rasmus Stoklund fortæller i øvrigt, at ‘bodyguarden’ endte med at give hånd efter interviewet.
Det skete ifølge Rasmus Stoklund med ordene ‘hvis det betyder så meget for dig’.
B.T. har forelagt episoden og kritikken for Hizb ut-Tahrir i en mail, men organisationen og Elias Lamrabet er ikke vendt tilbage.