USA's præsident Donald Trumps administration vil sætte gang i masseafskedigelser af statsansatte, hvis Trump konkluderer, at forhandlinger med demokrater i Kongressen om den føderale nedlukning ikke fører nogen vegne.

Det siger Kevin Hassett, som er direktør for USA's Nationale Økonomiske Råd i Det Hvide Hus, i CNN's tv-program "State of the Union".

- Hvis præsidenten beslutter, at forhandlingerne absolut ikke fører nogen vegne, vil der begynde at ske fyringer, siger han.

- Men jeg tror, at alle stadig er håbefulde omkring, at når vi får en frisk start i begyndelsen af ugen, kan vi få Demokraterne til at se, at det bare er sund fornuft at undgå den slags fyringer.

1. oktober begyndte dele af det føderale statsapparat i USA at lukke ned. Det skete, efter at et forslag til en budgetlov stillet af Republikanerne i Senatet ikke blev godkendt af Demokraterne. Forslaget ville have sikret finansiering af de statslige instanser indtil den 21. november.

Demokraterne kræver blandt andet en permanent forlængelse af et forhøjet skattefradrag, hvilket ifølge dem skal hjælpe amerikanere med at finansiere privat sygeforsikring gennem sundhedsreformen Affordable Care Act.

Hvis Republikanerne og Demokraterne i Senatet når til enighed om en budgetlov kan det stoppe nedlukningen - men der har ikke været tegn på fremskridt i forhandlingerne.

- De har nægtet at tale med os, sagde Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, til CBS' program "Face the Nation".

Den republikanske flertalsleder i Senatet, John Thune, har sagt, at han er villig til at imødekomme Demokraternes bekymringer - men at de først skal gå med til at genåbne statsapparatet.

Søndag blev Donald Trump af journalist spurgt til, hvornår administrationen vil begynde at fyre.

- Det foregår lige nu, lød det fra Trump, der ikke uddybede yderligere.

Mandag skal Senatet for femte gang stemme om et midlertidigt forslag til en budgetlov, som har fået grønt lys i det republikansk-kontrollerede Repræsentanternes Hus. De skal også stemme om et alternativ fra Demokraterne.

Ingen af forslagene ventes dog ifølge Reuters at få de 60 stemmer, som skal til, hvis et forslag skal kunne sendes videre til godkendelse.

/ritzau/Reuters