Hverken USA's præsident, Donald Trump, eller landets vicepræsident, J.D. Vance, var inviteret til den tidligere vicepræsident Dick Cheneys begravelse torsdag.
Det oplyser en embedsmand i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Cheney, der var en af de drivende kræfter bag USA's invasion af Irak i 2003, døde 3. november i en alder af 84 år, og torsdag blev han mindet ved en begravelse i Washington National Cathedral.
Blandt gæsterne var de tidligere præsidenter Joe Biden og George W. Bush. De to øverste skikkelser i den nuværende regering var imidlertid ikke til stede.
Cheney var - på trods af at han var republikaner - en særdeles hård kritiker af Trump.
Han kritiserede både Trumps falske påstande om at have vundet valget i 2020 og hans støtters stormløb mod Kongressen 6. januar 2021.
Derudover udtrykte Cheney støtte til Trumps demokratiske modkandidat ved valget i 2024, Kamala Harris.
» I vores nations 248 år lange historie har der aldrig været noget individ, som har været en større trussel mod vores republik end Donald Trump,« har Cheney sagt.
