Efter et større skænderi mellem CNN-journalisten Jim Acosta og præsident Donald Trump beskyldes Det Hvide Hus nu for at manipulere med en video af hændelsen.

Videoen, der viser Jim Acosta og en praktikant i Det Hvide Hus, er ifølge Det Hvide Hus' pressesekretær, Sarah Huckabee Sanders, et bevis på, At Jim Acosta har opført sig upassende over for praktikanten.

Mange har svaret Sarah Sanders' på Twitter og skriver, at videoen er stærkt manipuleret. Det mener blandt andre Aymann Ismail, der er journalist hos mediet Slate.

Han har analyseret videoen og konkluderer, at øjeblikket, hvor Acosta skubber praktikantens arm væk, er blevet sat op i hastighed, så det ser mere voldsomt ud, end det egentlig er.

Efter episoden fik Jim Acosta frataget sin presseadgang til Det Hvide Hus, og han er ikke længere velkommen til pressemøderne.

Sarah Sanders understregede på Twitter, at den type upassende opførsel ikke hører hjemme i Det Hvide Hus.

Jim Acosta nægtede at give mikrofonen fra sig, fordi han var i gang med et skænderi med præsident Donald Trump, da han stillede et kritisk spørgsmål om en karavane af migranter, som har kurs mod USA. Migranter, som Trump har kaldt for en kommende invasion. I den forbindelse beskyldte Trump CNN og Acosta for at lave fake news.

Trump sagde til Acosta, at hans CNN burde skamme sig over at have ham ansat. Det ville Acosta gerne have svaret på. I stedet har Acosta repliceret på Twitter.

Det Hvide Hus har ikke svaret på kritikken.