USA's præsident Donald Trump blev fredag undersøgt af en læge på et militærhospital i Maryland.

Her foretog i alt 11 læger en grundig undersøgelse af præsidentens helbred.

I et notat fra præsidentens læge Sean Conley fremgår det, at præsidenten er 190 cm høj og vejer 110 kg. Hans blodtryk blev målt til 118/80, hvilket er helt inden for skiven for en voksen. Vægten er derimod oppe i det felt, hvor BMI'en blinker rødt.

Alligevel er præsidenten bestået tjekket.

»Det er min opfattelse, at præsidenten har et rigtig godt helbred,« skriver Sean Conley i notatet.

Nederst i notatet fremgår det dog, at præsidenten som følge af undersøgelsen har fået øget sin dosis af lægemidlet rosuvastatin. Det er et præparat, der anvendes ved forhøjet kolesterolindhold i blodet.

Ifølge hjemmesiden Min Medicin, der er målrettet patienter, gives præparatet i tilfælde, 'hvor fedtfattig diæt og andre livsstilsændringer ikke har været tilstrækkeligt til at sænke patientens kolesteroltal'.

Rosuvastatin kan være med til at forebygge pludselige hjerte-kar-sygdomme såsom blodpropper.

Trump er glad for burgere. Blandt andet Quarter Poundere fra McDonald's.
Trump er glad for burgere. Blandt andet Quarter Poundere fra McDonald's. Foto: SAUL LOEB/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Sidste år betegnede den daværende læge i Det Hvide Hus Donald Trumps helbred som 'fantastisk'.

Han blev dog opfordret til at tabe sig mellem 4,5 og 6,8 kilo gennem kostomlægning og fysisk træning. Det er dog ikke sket. Tværtimod har præsidenten taget to kilo på siden sidste kontrol.

Det har tidligere været fremme, at Trumps yndlingsmad blandt andet er kolesterolbomber som bacon og spejlæg, hamburgere, chips, friturestegt makaroni og ost, pommes frites og friturestegt kylling fra Kentucky Fried Chicken.

72-årige Donald Trump er den ældste, der nogensinde er blevet valgt som USAs præsident.

Donald Trump sværger til sukkerfri Coca Cola. Her ses et glas ved siden af hans telefon i Det Ovale Værelse.
Donald Trump sværger til sukkerfri Coca Cola. Her ses et glas ved siden af hans telefon i Det Ovale Værelse. Foto: JONATHAN ERNST/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere